Hårfrugtet bjørneklo

»Tromsøpalme« omdirigerer hertil. For filmprisen, se § I kulturen. For de invasive kæmpe-bjørnekloer generelt, se Kæmpe-bjørneklo.

Hårfrugtet bjørneklo (Heracleum persicum) er en høj, flerårig bjørneklo, hjemmehørende i Iran og de tilstødende dele af Tyrkiet og Irak. I Iran er dens tørrede frugter krydderiet golpar. I Norge, hvor den ankom som haveplante i det nittende århundrede, er den tromsøpalmen (norsk tromsøpalme): et uofficielt symbol for byen Tromsø, og en fremmed art af meget høj risiko, hvis import, udsætning og salg er forbudt.¹²³ I modsætning til de to andre kæmpe-bjørnekloer, der er invasive i Europa, og som dør efter at have blomstret én gang, blomstrer den år efter år fra den samme rod.⁴⁵

De to lande værdsætter planten på hver sin måde. I Iran indsamles golpar i naturen og sælges på urtemarkederne, og Slow Food-fonden opfører den blandt fødevarer i fare for at forsvinde, med henvisning til svindende vilde bestande.⁶⁷ I Nordnorge kantlægger den veje, kyster og overdrevet jord,² og den nationale risikovurdering fra 2018 fandt ingen mulighed for at blive den kvit der inden for den nuværende mellemistid.⁸ Frugter importeret fra Iran sælges i Norges indvandrerbutikker som et krydderi, til en pris, der ifølge Artsdatabanken gør det usandsynligt, at nogen vil så dem.²dyr, hvor den er ønsket, gratis, hvor den ikke er

Taksonomi

Navnet

Navnet Heracleum persicum dukkede først op i 1832, i et tillæg til kataloget for den botaniske have i Paris, som en bar opførsel, der angav plantens oprindelse som Persien og intet andet sagde om den.⁹¹⁰ Det blev gyldigt udgivet i 1841 af F. E. L. Fischer, C. A. Meyer og J. L. E. Avé-Lallemant, i den frøliste, som Sankt Petersborgs kejserlige botaniske have tilbød andre haver i bytte.⁹¹¹ Deres latinske beskrivelse fortæller om en meget statelig plante omkring en favn høj, med leverfarvede bladstilke og meget store, klæbrige, stærkt duftende frugter; frøet var blevet sendt af indsamleren Szovits fra provinsen Aserbajdsjan i det nordlige Persien.¹¹ Navnet citeres derfor som H. persicum Desf. ex Fisch., C.A.Mey. & Avé-Lall.⁹tilbudt til gensidig ombytning, ikke til salg

Flere standardværker, blandt dem Best Practice Manual for kæmpe-bjørneklo, daterer arten til 1829, året for hoveddelen af Paris-kataloget.⁵¹² Navnet står ikke i det.¹⁰

Den skandinaviske plante

I mere end et århundrede gik Nordnorges plante under andre navne. Den engelske besøgende, der såede den nær Hammerfest i 1836, kaldte den Heracleum giganteum; andre kaldte den H. panaces; og det tyvende århundredes skandinaviske floraer brugte H. laciniatum, et navn, der egentlig tilhører en anden plante.¹³⁴¹⁴ I 1987 afviste botanikeren D. O. Øvstedal H. persicum for Tromsø-planten, fordi den ikke stemte overens med tyrkiske herbarieeksemplarer.⁴ Et DNA-studie af Europas invasive bjørnekloer i 2007 grupperede planterne mærket H. laciniatum sammen med H. persicum,¹² og den nordiske flora fra 2010 tog navnet i brug.⁴

Bestemmelsen er ikke helt afsluttet. Etnobotanikeren Torbjørn Alm holdt muligheden åben for en uidentificeret hybrid.⁴ Artsdatabanken, Norges center for biodiversitetsinformation, henfører planten til H. persicum med rimelig sikkerhed, men bemærker nogle få gener, der ikke findes i iransk materiale.² Et navn foreslået for udelukkende den norske plante, H. tromsoensis, forbliver uudgivet.¹⁵

Golpar og andre navne

På persisk hedder planten golpar (گلپر), og i Irans regionale sprog blandt andet kolpar (gilaki), kūla(k) (mazandarani) og karso (lori).¹ Golpar er ikke én enkelt art. Encyclopaedia Iranica anvender navnet på mindst fem aromatiske bjørnekloer fra Irans fugtige bjerge, som sælges under ét navn, fordi deres brugere ser bort fra de kendetegn, der skiller dem ad.¹ De fleste fødevare- og farmakologiske studier tager golpar for at være H. persicum.¹⁶⁴

Omkring tyve norske navne er blevet registreret. De fleste er afledt af det latinske slægtsnavn, såsom herakleum, rakleum, orakleum og høyrakel, eller lånt fra andre skærmplanter. Nogle få blev opfundet til denne plante: stormtræ, for de døde stængler, der står gennem vinterstormene; tre nedsættende navne, der involverer rotter, »rottefrø«, »rottegift« og »rottegræs«; og tromsøpalme.⁴

Den tidligste skriftlige registrering af tromsøpalme, som Alm kunne finde, er i en tysk guide til Norges flora og fauna, skrevet i 1944 til besættelsestropperne, som fortæller, at soldaterne kaldte planten »Tromsö-Palme«. Alm læser det som en soldatervittighed: den arktiske udstationerings svar på Middelhavets og Afrikas palmer.⁴ Navnet bredte sig i Norge efter krigen, blev officielt, da den norske standardflora tog det i brug i 1963, og har siden fortrængt de fleste af de andre.⁴ Andre nordiske navne er det svenske tromsöloka, det danske hårfrugtet bjørneklo, det finske persianjättiputki og det nordsamiske romssaboska.^17181915

Beskrivelse

Hårfrugtet bjørneklo er en polykarpisk flerårig plante: efter blomstring overlever den og blomstrer igen fra den samme rod, hvorimod kæmpe-bjørneklo og rundlobet bjørneklo dør efter at have blomstret én gang.⁴⁵ Den bliver som regel 1,5–2,5 m høj, og af og til mere end 4 m.²²⁰ Én rodhals kan sende flere stængler op, op til fem, hule og jævnt violette ved basis. Bladene er fjersnitdelte, med to til fire par brede, stumptandede småblade, og kan være 2 m lange. Skærmene er kuplede snarere end flade, 30–50 cm i tværmål.²¹¹⁷²² Hele planten dufter af anis; olien i dens blade og stængler domineres af anethol, det stof, der giver anis dens smag.⁵²³²⁴

Det meste af frøet sættes af topskærmene. Sideskærmene åbner sig, efter topskærmene har sat frø, og deres hunblomster visner som regel, så de kommer til at fungere som pollendonorer, ligesom de nedre skærme gør hos kæmpe-bjørneklo.²⁵²¹ Skøn over den frømængde, én plante sætter, spænder fra 1.600–4.000 til 6.000–8.000, under kæmpe-bjørneklos.²¹¹⁴²² Frøene har brug for omkring to måneders kulde, før de vil spire,²⁵ og af ét parti indsamlet i Nordnorge spirede kun 2 procent.²¹ Hvorvidt planten også spreder sig ved rodskud, er omdiskuteret: flere nordiske kilder beskriver klonal vækst, hvor frø slår fejl, mens EPPO angiver, at den ikke formerer sig vegetativt.²⁵²²²

Fra Persiens korte sommerdage har planten flyttet sig ind i uafbrudt dagslys: dens udbredelse i Europa spænder fra omkring 51° til 71° N.²⁵ I Nordnorge begynder den at vokse, når sneen smelter, omkring slutningen af marts, og blomstrer fra juli til sidst i august.²¹ I 1870’erne modnede den frugt selv ved Vardø, ved 70°22′ N, hvor middeltemperaturen i juli er under 10 °C.⁴ De døde stængler står gennem vinteren og optræder i de lokale aviser hvert år.⁴

Planter i Europa bærer i gennemsnit omkring 42 procent mindre genetisk mangfoldighed end dem fra det naturlige udbredelsesområde, og norske bestande har mistet omkring halvdelen af deres. De norske bestande er ikke desto mindre de mest talrige og kraftige i Europa.²⁵

Golpar

De tørrede frugter, bitterlige og aromatiske, er den mest brugte del. Iransk madlavning regner golpar for et »varmt« krydderi og drysser det på fødevarer anset for »kolde« og luftdrivende: bønner, hestebønner, kartofler og granatæblekerner. Det røres også ud i den eddike, som salatblade dyppes i.¹ De møre blade og bladstilke syltes som golpar torši,¹ og de malede frø krydrer supper, omeletter og fisk.⁷ Frugternes olie, udvundet med 1,6–4,9 procent hos vilde iranske bestande, består mest af estere, frem for alt hexylbutyrat og octylacetat.²⁶²⁷ Deres forhold varierer fra bestand til bestand, og iranske forskere har foreslået at udvælge de rigeste til dyrkning.¹⁶

Hele frugter brændes med frøene af vild ruta som røgelse. Tidligere blev de strøet på ligklædet og i kisten, når et lig skulle bæres til en fjern kirkegård, formentlig for at maskere lugten.¹ Folkemedicin bruger golpar mod fordøjelse og smerte, blandt meget andet; hos gnavere har frugtens olie og ekstrakter vist smertestillende og betændelseshæmmende virkninger.¹²⁸

Golpar indsamles for det meste i naturen, og den sæsonbetonede høst og salg af den supplerer indkomsten i bjerglandsbyer. Slow Food-fonden, som opfører den i sit Smagens Ark, rapporterer, at stigende efterspørgsel, overhøstning og ændringer i arealanvendelsen har reduceret de vilde bestande i nogle regioner.⁷

Uden for Iran møder krydderiet plantesundhedsloven. Amerikanske inspektører finder ofte golpar i bagagen hos passagerer fra Iran og beslaglægger det som frøet af et føderalt skadeligt ukrudt, arkiveret under kæmpe-bjørneklo.²⁹³⁰ I april 1989 fandt en inspektør store mængder af det til salg i madbutikker i Los Angeles. Fakturaerne viste, at det var blevet importeret under sit persiske navn; importøren hjalp med at tilbagekalde og destruere det; og 35 procent af frøet viste sig spiredygtigt.²⁹ EU’s liste over invasive arter giver hårfrugtet bjørneklo, alene blandt bjørnekloerne, en toldposition for »tilknyttede varer«: planter og plantedele brugt i parfumeri eller farmaci.³¹et krydderi ved den ene grænse, et ukrudt ved den næste

Historie i Europa

Ankomst

Frølisterne hos Royal Botanic Gardens i Kew registrerer hårfrugtet bjørneklo som modtaget i 1819, den tidligste registrering af arten i Europa.⁵²⁵

Den 18. juli 1836 landede William Christy, en engelsk naturforsker, der var sejlet ud sammen med én af direktørerne for de engelsk-ejede kobberminer ved Alta, på Fuglenes-halvøen tværs over bugten fra Hammerfest. I en gammel indhegning, der engang havde været en kirkegård, omkring den eneste gravsten, der stadig stod, såede han flere haveplanter, deriblandt lupiner og californiske valmuer, og »den statelige Heracleum giganteum«.¹³ Alm anser Christys frø, bragt fra England på et tidspunkt, hvor bjørneklofrø blev udbredt annonceret der, for den sandsynlige kilde til den norske plante, og krediterer ham for også at have sået den andre steder i det vestlige Finnmark, herunder minebyen Kåfjord.⁴ Christys offentliggjorte beretning beskriver kun udsåningen ved Fuglenes.¹³

Planten blev bragt fra Alta til Tromsø omkring 1850. I 1860’erne var den en favorit i små kysthaver i Finnmark; i 1895 blev det sagt, at den voksede næsten som et ukrudt i Sør-Varanger; og i 1901 behandlede Tromsøs flora den som etableret.⁴ De første herbarieeksemplarer er fra 1897, i Trondheim, og 1899, i Tromsø.²

Nordnorske havedyrkere plantede den for pryd og for læ. I de trædløse landsbyer på yderkysten tjente den som læhegn, ved Honningsvåg som en hæk 20–30 m lang, og i 1898 omgav rækker af den en hvalfangststation på Skorøya. Den blev stadig plantet på kirkegårde i slutningen af det tyvende århundrede.⁴ I 1930’erne blev den afprøvet i Tromsø som foder. Køerne åd den villigt, men deres mælk smagte af den, og forsøget blev opgivet.⁴ Det sovjetiske ensilageprogram baseret på rundlobet bjørneklo mødte senere den samme indvending i større målestok.³²

Ruter

                 I R A N
  (most likely Mazandaran, near Tehran)
          |                  |
          v                  v
       DENMARK            ENGLAND
    escaped 1888    Kew seed list 1819
                             |        :
                             v        :
                          FINLAND     : English seed
                       escaped 1871   : sown near
                             |        : Hammerfest,
                             |        : 1836
                             v        v
                            N O R W A Y
                      first specimens 1897-99
                                 |
                                 v
                              SWEDEN
                   in part from Norwegian plants
                    sown at Vilhelmina in 1946

|  genetic reconstruction (Rijal et al. 2015)
:  older account (Christy 1837; Alm 2013)

Genetiske studier har revideret historien. Ved at sammenligne 578 planter ved 27 mikrosatellit-loci fandt Dilli Rijal og kolleger to uafhængige indførsler fra Iran, sandsynligvis fra Mazandaran nær Teheran: én til Danmark og én til England. Finland blev koloniseret fra England, og Norge fra Finland snarere end direkte fra England.²⁵ Som et bindeled mellem Finland og Norge peger de på kobberværket ved Kåfjord i Alta, engelsk-ejet og i 1835 den største bosætning i Finnmark, som i 1840 beskæftigede 651 arbejdere, med finner som den største gruppe blandt dem.²⁵ Et senere studie fandt flere indførsler fra flere kildebestande.³³kapital fra England, arbejdskraft fra Finland, frø fra begge

Folketraditionen havde sine egne forklaringer. Mange i Nordnorge troede, at planten var kommet fra Rusland med pomorhandelen, og ved Loppa sagde nogle, at den kom fra Tyskland; Alm fandt intet belæg for en russisk oprindelse.⁴ I en senere artikel undersøgte han sådanne historier om planter »indført af udlændinge« i hele Norge, og spurgte, om de var fremmedfjendske fortællinger.³⁴

Andre steder i Europa

Uden for Norge er arten sjældnere. I Finland, hvor den var forvildet fra dyrkning senest i 1871, kendtes 71 lokaliteter i 2015. I Danmark, hvor den første forvildede plante blev fundet i 1888, optager den 2 af de 1.300 kvadrater i det nationale atlas.¹⁷¹⁸²⁵ I Sverige, hvor den først blev fundet i 1935, ser mange af bevoksningerne i Norrland ud til at nedstamme fra norske planter sået ved Vilhelmina i 1946; den spreder sig kun lidt der, måske fordi dens pollen ofte er ufrugtbart.¹⁷

Planter foreløbigt identificeret som kæmpe-bjørneklo i to Londonparker, Kensington Gardens og Buckingham Palaces have, viste sig genetisk tættere på hårfrugtet bjørneklo, ligesom parkplanter i Riga og Ērgļi, i Letland, som muligvis er hybrider.¹² Ingen naturaliseret bestand er kendt i Storbritannien.²⁵

Økologi

I Norge vokser hårfrugtet bjørneklo på vejkanter, overdrevet jord, gamle enge og græsmarker, forladt landbrugsjord og kyster, hvor den kan danne kilometerlange bræmmer bag tanglinjerne; den trænger i stigende grad ind i skovbryn og birke- og elleskove, hvor den sjældent blomstrer, men kan bestå i halvskygge i lang tid.²²⁰ De vingede frugter rejser korte afstande med vinden og længere med vand eller fugle. Bevoksninger på øer uden andre planter tyder på, at frugterne kan flyde kilometervis på havet og strande stadig levedygtige. Forbipasserende trafik fører dem langs veje, og flyttet jord fører både frø og rodstykker med sig.²²⁰

I en sammenligning af 56 par invaderede og uinvaderede parceller i Nordnorge havde de invaderede parceller lavere hjemmehørende dække, mangfoldighed og biomasse, og i gennemsnit næsten to færre hjemmehørende arter.³⁵ Forsøg under dens løvhang tilskrev tabet hovedsageligt skygge; de kemikalier, planten frigiver, spillede kun en mindre rolle.³⁶ Dens frø indeholder furanocumariner, der hæmmer andre planters spiring.³⁷

I Norge krydser den sig med den hjemmehørende sibiriske bjørneklo, H. sphondylium subsp. sibiricum. Hybriden, først fundet i 1967 og kendt som polarpalmen (polarpalme), er frugtbar og kraftig, er selv en problemplante, og fører gener ind i den hjemmehørende plante.²²⁵¹⁷ Se Almindelig bjørneklo.

Sundhed

Saften er fototoksisk. Studier i Tromsø i begyndelsen af 1980’erne, under navnet H. laciniatum, isolerede fem furanocumariner, hvoraf bergapten var den mest aktive. Blade og blomster var stærkt fototoksiske og stænglerne næsten slet ikke; rødderne af ældre planter var stærkt fototoksiske selv når de blev gravet op af frossen jord i december.³⁸³⁹ Fytofotodermatit fra planten var dengang almindelig i Tromsø om sommeren,⁴⁰ og to frivillige i forsøgene udviklede ved et uheld en fotokontaktallergi over for tre af dens forbindelser.⁴¹ I dens naturlige udbredelsesområde udviklede en mand i det sydøstlige Tyrkiet blæredannende forbrændinger efter at have slået en mark, hvor den voksede.⁴²

Artsdatabanken anser den for mindre farlig i denne henseende end flere af dens slægtninge, og bemærker, at nordnorske børn har leget med den i årevis uden nævneværdig skade.² Alm registrerer deres lege: pusterør skåret af de hule stængler, der affyrede ærter eller rønnebær, hvilket efterlod sår omkring munden; vandsprøjter; sværd; gemmesteder i bevoksningerne, hvor plantens lugt overdøvede lugten af tobak; og lege-kikkerter, der efterlod ømme ringe omkring øjnene.⁴

Bekæmpelse og lovgivning

Norge satte arten på sin sortliste i 2007 og har klassificeret den som meget høj risiko siden 2012. Siden 2016 har dens import, udsætning og salg været forbudt i henhold til forskriften om fremmede organismer.⁴³²³ EU tilføjede den til sin liste over invasive ikkehjemmehørende arter af EU-betydning i 2016.³¹ Tromsø kommune regner den blandt de mest problematiske fremmede planter: ejere må beholde de planter, de har, men må ikke lade dem sprede sig, plante nye eller udveksle frø.⁴⁴

Et studie offentliggjort i 2017 fandt, at kommunen kun bekæmpede planten sporadisk, af mangel på personale og penge, som led i sin rutinemæssige slåning af vejkanter, parker og kirkegårde. Den havde ingen beføjelser over privat jord, og dens embedsmænd troede ikke, at planten kunne udryddes fra Tromsø-øen.¹⁴ En undersøgelse af øens lodsejere i 2012 fandt, at 38 procent troede, at deres planter var kommet fra nabogrundene. Spurgt om, hvad de gjorde med det, de skar, svarede 44 procent, at de komposterede det på stedet, og 32 procent, at de lod det ligge på jorden.¹⁴den kommer altid fra naboen

Husmiddel har omfattet afgræsning med får tidligt forår, afskæring af de blomstrende stængler, gravning, og frem for alt salt fra fiskefabrikkerne, undertiden kogt; fyringsolie, benzin, parafin, ammoniumklorid og syrnet mælk er også blevet afprøvet.⁴ Slåning to eller tre gange om sæsonen slog fejl i Nordnorge: bevoksningerne blev tættere, og nogle planter blomstrede alligevel.²¹ Gravning af planterne op under vækstpunktet, gentaget hvert år på øer ud for Tromsø, tog omkring 70 arbejdstimer pr. hektar det første år og 3 timer det fjerde (se Bekæmpelse § Rodstikning).¹⁷ En cystenematode, der angriber planten i Iran, er blevet foreslået til biologisk bekæmpelse, men er aldrig blevet testet.²⁵²¹

Alm kaldte udryddelse i Nordnorge utænkelig, om ikke af andre grunde så på grund af omkostningen.⁴ Den nationale vurdering fra 2018 fandt ingen mulighed for det inden for den nuværende mellemistid;⁸ den fra 2023 anså lokal udryddelse for mulig, på små øer for eksempel, men dyr og arbejdskrævende.² I 2007 bevilgede Direktoratet for Naturforvaltning 50.000 kroner til en miljøorganisation til kampagnen mod planten.⁴³lettere at forestille sig mellemistidens ende

I kulturen

I Tromsø kender alle planten, også folk, der ellers ignorerer planter, og den er enten elsket eller hadet.⁴ Nogle beboere betragter den som et symbol for byen og en kilde til lokal identitet.¹⁴ Byens aktivitetscenter for ældre hedder Heracleum; en skolerevy ved navn Tromsøpalmen har kørt siden 1990; og Tromsø Internasjonale Filmfestival uddeler priser med samme navn.⁴ I 2025 gik festivalens Tromsøpalme for bedste kortfilm i dens program »Films from the North« til In My Hand, og en Tromsøpalme for bedste spillefilm blev uddelt for første gang.⁴⁵

Forsøg på udryddelse har fremkaldt læserbreve, der kalder planten en del af byens sjæl og identitet. En forening af dens venner er blevet foreslået, og det samme er at erstatte rensdyret på byens våbenskjold med den. Nogle skribenter benægter, at saften gør nogen skade, og henviser til generationer af legende børn, og én hævdede, at planten var hjemmehørende, efter at have overlevet istiden i huler på Tromsø-øen.⁴ Da kronprins Haakon giftede sig i 2001, blev en levende plante, eller et glas med en indgraveret, foreslået som byens gave. Skærmene optræder i mønsteret på Tromsøs folkedragt.⁴¹⁴

De døde stængler og skærme er et yndet motiv for vinterfotografier og et mønster til smykker og pynt, og der laves fløjter af stænglerne. Nord-Norsk Kunstmuseum ejer Log, en skulptur af Stuart Frost lavet udelukkende af ringe skåret fra de hule stængler.⁴ Kunstnere fra Tromsø Kunstforening inviterede engang offentligheden til at smage en suppe lavet af planten.¹⁴

Alm brugte planten til at argumentere for, at moderne bysamfund bliver ved med at skabe plantefolklore: dens godt tyve navne og alle dens anvendelser og skikke opstod på under 180 år, de fleste af dem efter 1900.⁴

Se også

• Kæmpe-bjørneklo
• Rundlobet bjørneklo
• Heracleum
• Almindelig bjørneklo
• Lag-fase