Skærmplante-familien

»Umbelliferae« omdirigerer hertil. For den blomsterstand, der gav familien dette navn, se Skærm. For bjørneklo-slægten, se Heracleum.

Skærmplantefamilien (Apiaceae), også kaldet Umbelliferae, er en familie af blomsterplanter i ordenen Apiales. Dens medlemmer, skærmplanterne, er for det meste aromatiske urter, ofte med hule stængler, og som regel med delte blade, hvis stilke skeder om stænglen ved basis. Blomsterne sidder typisk i sammensatte skærme, og den tørre frugt deler sig i to halvdele, hver med ét frø.¹²³ Kews World Checklist of Vascular Plants accepterer 457 slægter og 4.028 arter, selvom andre offentliggjorte optællinger afviger betydeligt.⁴ Familien vokser i hele verden og er mest artsrig i den nordlige halvkugles tempererede egne.¹

Familien både føder og forgifter: en flora over Irak kalder den »af betydelig økonomisk vigtighed«, med dødbringende gifte blandt sine arter så vel som fødevareplanter.⁵ Den giver grøntsager som gulerod, pastinak og selleri, og krydderurter og krydderier som persille, dild, fennikel, koriander, spidskommen, kommen og anis;² alene det kinesiske fastland dyrker omkring to femtedele af verdens gulerødder og majroer.⁶ Den omfatter også skarntyde, hvis alkaloider er nervegifte,⁷ gifttyderne, der regnes blandt de giftigste planter i Nordamerika og Storbritannien,⁸ samt kæmpe-bjørneklo og vild pastinak, som forbrænder hud, der har rørt ved dem og derefter udsættes for sollys.⁹¹⁰

Silfium, en forsvundet plante fra det gamle Kyrenaika med en stængel som hos Ferula, er blevet identificeret med adskillige skærmplanter, dog med ingen af dem sikkert.¹¹¹²¹³ Dens saft blev, ifølge Plinius, vejet op mod sølv. På hans tid, i det første århundrede e.Kr., kunne planten ikke længere findes i Kyrenaika, og en oversigtsartikel fra 2026 kalder dens forsvinden det første tilfælde af en menneskeskabt plantearts uddøen i den skrevne historie.¹⁴¹⁵

Taksonomi

Størrelse

Optællinger af familien afviger fra kilde til kilde. World Checklist of Vascular Plants accepterer i sin udgave af 4. juni 2026 457 slægter, hvoraf to er hybridslægter, og 4.028 arter, hvoraf 21 er navngivne hybrider.⁴ Den 26. september 2026 angav Plants of the World Online, Kews hjemmeside, der præsenterer listen, 456 slægter på familiens side, og 458 slægter og 4.001 arter gennem sin søgetjeneste.¹⁶ Andre offentliggjorte skøn spænder fra 2.850 til 3.820 arter, og fra »mere end 200« slægter til 466.¹⁷¹¹⁸

De største slægter i World Checklist er Eryngium (265 arter), Ferula (231) og Bupleurum (225); bjørneklo-slægten, Heracleum, har 93.⁴ En artikel fra 2025 kalder alligevel Ferula familiens største slægt.²¹

Placering

Angiosperm Phylogeny Groups klassifikation, APG IV (2016), placerer Apiaceae i ordenen Apiales, i asteridernes campanulide klade, sammen med Pennantiaceae, Torricelliaceae, Griseliniaceae, Pittosporaceae, Araliaceae og Myodocarpaceae. APG IV nummererer sine 416 familier i én sammenhængende række, og Apiaceae kommer sidst.²² Grænsen til Araliaceae har længe været uklar: molekylært arbejde flyttede Hydrocotyle fra Apiaceae til Araliaceae, og gruppen omkring Mackinlaya den anden vej.²²³ Apiaceae er som regel urter uden stipler, med en tør frugt i to halvdele; Araliaceae er som regel buske og træer med stipler, med en bærlignende stenfrugt.²

Underfamilier

Fire underfamilier anerkendes for tiden: Apioideae, Saniculoideae, Azorelloideae og Mackinlayoideae, de to sidste navngivet i 2004.¹⁸²⁴ Apioideae, den største, har omkring 400 slægter og 3.000 arter, deriblandt gulerod, persille, spidskommen, koriander og kommen.²⁵²⁶ Den gamle underfamilie Hydrocotyloideae er gået i opløsning: 40 af dens 42 slægter blev undersøgt i 2009, og de fordelte sig på mindst seks linjer på tværs af Apiaceae og Araliaceae; dens typeslægt, Hydrocotyle, hører til i Araliaceae.²³ En undersøgelse fra 2021, som sekventerede 234 slægter, bekræftede de fire underfamilier og fandt, at Platysace er søsterlinje til alle andre Apiaceae.¹⁸

Navne

Familien har to gyldige navne. Umbelliferae Juss. blev udgivet i Genera Plantarum, dateret 4. august 1789, og Apiaceae Lindl. i anden udgave af Introduction to the Natural System of Botany, dateret 13. juni 1836. Begge er konserverede.¹⁶²²

Den botaniske kodeks, International Code of Nomenclature for algae, fungi, and plants, danner navnet på en familie af en af dens slægter med endelsen -aceae, »but see Art. 18.5«. Denne artikel erklærer ni traditionelle navne, »of long usage«, gyldigt udgivet, selvom de ikke er dannet på denne måde, og art. 18.6 godkender som alternativer otte navne dannet af en slægt på regulær vis, nomina alternativa.²⁷²²undtaget efter gammel hævd Alternativet til Umbelliferae er Apiaceae, af Apium, sellerislægten, som er typen for begge navne; andre par omfatter Compositae og Asteraceae, Gramineae og Poaceae, og Leguminosae og Fabaceae, et alternativ Leguminosae deler med Papilionaceae.²⁷⁴

I kodeksen er Apiaceae altså alternativet; i APG IV, som bruger Apiaceae, er det Umbelliferae, der står som alternativet, i parentes. APG IV, den første liste i sin serie til at trykke dem, bemærkede, at Royal Botanic Gardens, Kew, formelt anerkender Compositae og Leguminosae, men bruger Apiaceae, ikke Umbelliferae.²²

Umbelliferae betyder »skærmbærende«, af latin umbella, »solskærm« eller »parasol«, en diminutivform af umbra, »skygge«, og -fer, af fero, »jeg bærer«.³²⁸²⁹ Apium var det latinske ord for persille eller selleri.²⁸

Beskrivelse

Skærmplanter er for det meste aromatiske urter; halvbuske, buske og træer er sjældne, og i Ny Guinea er Mackinlaya den eneste slægt, der danner træer.¹¹⁹ Stænglerne er ofte hule mellem knuderne, hvor en stor marv skrumper, efterhånden som stænglen modnes.¹⁵ Bladene er som regel skruestillede og sammensatte eller dybt delte; bladstilken skeder som regel om stænglen ved basis, og stipler mangler som regel.¹²

Blomsterstanden er typisk en sammensat skærm, hvis stråler hver ender i en mindre skærm, småskærmen; sjældnere er den en simpel skærm, et hoved, som hos Eryngium, eller en kvast.¹⁵²⁶ Blomsterne er som regel tvekønnede og bygget over en femtalsplan, med en undersædig frugtknude af to frugtblade. Griflernes baser er ofte svulmet op til et nektarudskillende stylopodium, og de yderste blomster i en skærm kan være forstørrede, eller »strålende«.¹⁵

Ifølge floraen over Irak er blomsterstandene ofte »polygame«: topskærmen er som regel tvekønnet, eller blandet, og sideskærmene er helt hanlige, eller blandede.⁵ Hos kæmpe-bjørneklo har topskærmen som regel kun tvekønnede blomster, og skærmene af fjerde orden som regel kun hanlige; se Skærm § Arbejdsdeling.³⁰

Skærme, der efterligner én enkelt blomst, kaldet pseudanthier, har udviklet sig i underfamilien Apioideae mindst 36 gange, med 46 tilbagefald.²⁶ Mange skærmplanter med massive fremvisninger, som Ferula, Heracleum og Angelica, er monokarpiske flerårige planter: efter flere sæsoners vækst blomstrer de én gang i deres liv, med titusindvis af småblomster. Sådanne fremvisninger, skriver forfatterne til undersøgelsen, kræver store ressourcer og er »næppe bæredygtige«.²⁶

Frugten er en tør spaltefrugt, undertiden kaldet en hængefrugt, af græsk for »jeg hænger« og »frugt«. Den deler sig i to delfrugter, hver med ét frø og som regel fem primære ribber, som kan være vingede, korkede eller tornede.¹⁵³ Ved modenhed forbliver halvdelene forbundet foroven til en tynd, ofte kløftet stilk, karpoforet.³¹ Oliekanaler, vittae (latin for »bånd«), løber mellem og under ribberne og på indersiden; de er almindelige, men ikke universelle.³¹⁵³

Skærmplanter producerer flygtige phenylpropanoider, furanocumariner, sesquiterpencumariner, polyacetylener og phthalider, nogle af dem ikke påvist i nogen anden familie.³² Blandt polyacetylenerne er dem af falcarinol-typen de mest udbredte; de forekommer i gulerod, knoldselleri, pastinak og persille og har antibakteriel og svampedræbende virkning;³³³⁴ beslægtede, stærkt neurotoksiske stoffer kendetegner de giftige slægter Bupleurum, Cicuta og Oenanthe.³⁵

Nytteplanter

Afgrøder

De fleste af familiens afgrøder stammer fra Middelhavsområdet og dyrkes nu i hele verden. Neotropikey nævner persille, fennikel, dild, koriander, spidskommen, kommen og anis blandt krydderurterne og krydderierne, og gulerødder, pastinakker og selleri blandt grøntsagerne.²¹⁸ I Neotropis bruges culantro, Eryngium foetidum, som erstatning for koriander.²

Produktion

FAOSTAT, Fødevare- og Landbrugsorganisationens statistiske database, har ingen post for gulerødder alene. Den tæller gulerødder sammen med majroer, som ikke er skærmplanter, og har ingen separate poster for selleri eller persille; dens krydderipost for anis, koriander, spidskommen, kommen og fennikel omfatter også stjerneanis og enebær.⁶ I 2024, det seneste år, producerede verden anslået 45,1 millioner tons gulerødder og majroer på 1,27 millioner hektar, 7,7 gange så meget som i 1961 og omkring 3,8 procent af alle primære grøntsager.⁶

Produktionen er koncentreret i få lande. Det kinesiske fastland dyrkede 19,0 millioner tons gulerødder og majroer i 2024, 42 procent af verdens samlede produktion, efterfulgt af Usbekistan med 7,9 procent og Indien med 6,1 procent.⁶ Indien producerede 2,11 millioner af de 2,67 millioner tons i krydderiposten, 79 procent.⁶

Den orange gulerod

Guleroden blev formentlig domesticeret i Centralasien, hvorfra de vilde gulerødder, der ligner de dyrkede mest, stammer.³⁶ Den europæiske forædling begyndte med violette og gule gulerødder fra den arabiske verden. Orange gulerødder opstod formentlig ved mutation fra de gule og derefter ved udvælgelse, og »menes almindeligvis« at stamme fra Nederlandene; i det syttende århundrede havde de fortrængt de violette former i Europa og Middelhavsområdet.³⁷ Kilderne er uenige om tidspunktet: Banga sporede den moderne orange gulerod til hollandsk forædling i det attende århundrede, World Carrot Museum til hollandske dyrkere i det sekstende.³⁷³⁸

Historien om, at hollænderne forædlede den orange gulerod til ære for Vilhelm af Oranien, er en legende. World Carrot Museum, drevet af John Stolarczyk, kalder den »formentlig apokryf« og siger, at der ikke findes dokumentariske belæg for den. Samme side citerer historikeren Simon Schama for en senere sammenhæng: i det attende århundrede blev den iøjnefaldende fremvisning af orange gulerødder på markedet på et tidspunkt opfattet som »en provokerende støttetilkendegivelse« for det landflygtige hus Oranien.³⁸ Carrot har været et farveord på engelsk siden 1670’erne, først om rødligt hår.²⁹

Guleroden i krig

Under Anden Verdenskrig promoverede det britiske fødevareministerium guleroden. Dets kampagne »Dig for Victory« [»Grav for sejren«] brugte to tegnefilmsmaskotter, Doctor Carrot og Potato Pete, og ifølge Stolarczyk tilskyndede ministeriet til så meget ekstra dyrkning, at landet i 1942 havde et overskud på 100.000 tons gulerødder.³⁹planen overopfyldt Disney-tegneren Hank Porter designede sin egen gulerodsfamilie, Carroty George, Pop Carrot og Clara Carrot, men regeringen udbredte den ikke i stor stil. Med sukker rationeret til otte ounce per voksen om ugen sødede gulerødder budding, kager og marmelade, og gik sammen med kålroer i en drik kaldet »carrolade«. Lord Woolton, fødevareministeren, kaldte det »en fødevarekrig«, hvor hver ekstra række grøntsager i kolonihaverne sparede skibsplads.³⁹

Selleri som luksus

I det antikke Grækenland kronede kranse af selinon, vild selleri eller persille, sejrherrerne ved de isthmiske og nemeiske lege. Sådanne kranse blev også hængt på grave, og en dødssyg person blev sagt at »have brug for selinon«, hvilket betød, at han var døden nær.⁴⁰²⁸ Det vilde sellerieblad var et ordspilsmærke på mønterne fra Selinus på Sicilien.⁴¹

Ordet celery kom ind i engelsk i 1660’erne som »sellery«, fra fransk céleri, oprindeligt sceleri d’Italie.²⁹ I 1699 skrev John Evelyn, at »Sellery«, tidligere »en fremmed hos os«, for sin »høje og taknemmelige smag« »altid var anbragt midt i den store salat, ved vore store mænds borde og ved prætorernes fester, som prydelsen af hele bordet«.⁴² Metropolitan Museum of Art har en amerikansk pressglas-selleribeholder dateret 1840–50.⁴³

Giftplanter

Skarntyde

Skarntyde, Conium maculatum, skylder sin giftighed piperidinalkaloider, først og fremmest coniin og γ-conicein, den giftigste af de to og den første, der dannes. De forekommer i alle de vegetative organer, blomsterne og frugten, og har en karakteristisk »muse«-lugt.⁷⁴⁴ De er nervegifte: døden indtræder ved åndedrætssvigt, på en måde, der minder om curare, og kronisk indtag hos drægtige husdyr forårsager misdannelser hos fostret.⁷ Coniin, som blokerer nikotinerge acetylkolinreceptorer, var det første alkaloid, hvis struktur blev bestemt, og det første, der blev syntetiseret. Giseke isolerede det i 1826, Hofmann fastlagde dets struktur i 1881, og Ladenburg syntetiserede det i 1886.⁴⁵

Sokrates’ død

Sokrates døde i 399 f.Kr., og Platon beskriver hans død i Faidon.⁴⁶⁴⁵ Manden, der kommer »bærende giftbægeret«, beder ham gå omkring, indtil benene føles tunge, og derefter lægge sig ned. Da Sokrates spørger, om han må hælde et drikoffer af bægeret, lyder svaret: »Vi tilbereder kun, Sokrates, netop så meget, som vi skønner er nok.« Senere presser manden hans fod og ben, som har mistet al følelse, »og sådan opad og opad«, indtil han er kold og stiv. Sokrates’ sidste ord drejer sig om en gæld: »Kriton, jeg skylder Asklepios en hane; vil du huske at betale gælden?«⁴⁷ I scenens græske tekst er giften kun to pharmakon, »lægemidlet« eller »giften«, bragt allerede stødt; ordet for skarntyde, kōneion, forekommer ikke i den.⁴⁷

Hvorvidt Platon beskrev en skarntydeforgiftning korrekt, er omdiskuteret. Dayan hævdede i 2009, at den lammelse, der stiger op fra fødderne, er typisk for skarntyde, men at det udtalte tab af følesans ikke er det, og at Platon, som ikke nævner nogen dårlig smag eller mave-tarm-symptomer, måske har givet en mere »ædel« skildring;⁴⁶ i 2024 konkluderede han, at en nøje læsning af græsken løser mange af uoverensstemmelserne, og at dødsfaldet kan accepteres som en begrænset case-beskrivelse af skarntydeforgiftning.⁴⁸ Hotti og Rischer foreslår, at drikken kan have været en blanding, for eksempel af skarntyde og opium.⁴⁵

Skarntyde i Athen og på Keos

Da Fokion blev henrettet i Athen i 318 f.Kr., var bødlen ved at støde skarntyden. Giften slap op, og han nægtede at støde mere, medmindre han fik betalt tolv drakmer, »hvilket var prisen for den nødvendige mængde«; Fokion spurgte, »om en mand ikke engang kunne dø i Athen uden at betale for privilegiet«, og lod en ven betale.⁴⁹brugeren betaler

Theofrast beretter, at Thrasyas fra Mantineia lavede en gift til »en let og smertefri død« af safterne fra skarntyde, valmue og andre lignende urter, i en meget lille dosis. Folket på Keos, tilføjer han, havde ændret deres måde at indtage skarntyde på: de skrællede nu skallen af, knuste den i en morter, silede den og drak den drysset på vand, »og så bliver døden hurtig og let«.⁵⁰ Ifølge Strabon, som citerer Menander, skal en gammel lov på Keos have påbudt, »at de over tres år skulle tvinges til at drikke skarntyde, for at der kunne være tilstrækkelig føde til de øvrige«.⁵¹den overskydende befolkning

Gifttyder

Det amerikanske landbrugsministeriums laboratorium for giftplanteforskning kalder gifttyde »den mest voldsomt giftige plante, der vokser i Nordamerika«. En lille mængde forgifter husdyr eller mennesker; dens gift, cicutoksin, virker direkte på centralnervesystemet som et voldsomt krampefremkaldende stof, og de knoldede rødder er den farligste del.⁵² En klinisk oversigt, som regner arter af både Cicuta og Oenanthe blandt gifttyderne, er mere forbeholden og placerer dem »blandt de giftigste planter« i Nordamerika og Storbritannien. Cicutoksin og oenanthotoksin er ikke alkaloider, men C17-polyacetylener, der blokerer GABA-receptorer og fremkalder krampeanfald.⁸

Gift-klaseskærm

Gift-klaseskærm, Oenanthe crocata, er blevet kaldt »formentlig den giftigste plante på De Britiske Øer«. Rødderne er den giftigste del, og de spises undertiden ved en fejltagelse for andre rødder.⁵³ En oversigtsartikel fra 2020 udpeger den og Cicuta virosa som de to giftigste planter i den britiske flora, begge lignende selleri og persille.⁵⁴

Den er blevet forbundet med det sardoniske grin. Pausanias skriver, at Sardinien er fri for gifte, bortset fra én plante: »Denne dødbringende urt ligner selleri, og man siger, at de, der spiser den, dør grinende. Derfor kalder Homer, og mænd efter ham, usund latter for sardonisk.«⁵⁵ Homers ord er sardanion, brugt om Odysseus’ »rette, grumme og bitre smil«, da han undviger en oksehov, der kastes efter ham.⁵⁶

I 2009 fandt Appendino og kolleger, at oenanthotoksin og dihydro-oenanthotoksin, isoleret fra den sardinske O. fistulosa, kraftigt blokerer GABA-fremkaldte strømme. De konkluderede, at der næppe er tvivl om, at oldtidsmedicinens herba sardonica er O. crocata, som i Middelhavsområdet kun er almindelig på Sardinien, og at den ansigtskrampe, den forårsagede, var risus sardonicus. De gengiver også den antikke beretning om, at ældre mennesker i det førromerske Sardinien, som ikke længere kunne forsørge sig selv, blev beruset med urten og derefter kastet ud fra en høj klippe eller slået ihjel.⁵⁷ Både ordet og planten er omstridte. Liddell og Scotts leksikon forbinder muligvis Homers sardanios med sesērōs, »grinende«, og bemærker, at stavemåden sardonios, efter Sardinien, er senere; det identificerer oldtidsforklaringens sardinske plante som Ranunculus sardous, en ranunkel og ikke en skærmplante.⁴⁰

Fototoksiske medlemmer

Adskillige skærmplanter indeholder furanocumariner, stoffer, der får huden til at forbrænde i sollys, en reaktion kaldet fytofotodermatit. Furanocumariner forekommer hovedsageligt i fire ubeslægtede familier, Apiaceae, Fabaceae, Moraceae og Rutaceae, og deres biosyntesevej har udviklet sig uafhængigt i flere af dem; de angulære furanocumariner findes mest i Apiaceae.⁵⁸⁵⁹ Da Berenbaum fandt, at et af dem, xanthotoxin, var giftigt for sommerfuglelarver, og mindre giftigt uden ultraviolet lys, tolkede hun det som en »biosyntetisk flugt« fra insektædere; se også Pastinakmøl.⁶⁰

Kontakt med kæmpe-bjørneklo efterfulgt af sollys kan forårsage blærer og varig hyperpigmentering hos folk, der udsættes for det på arbejdet, og hos ét barn forårsagede det en fuld hudlagsforbrænding, der krævede hudtransplantation.⁹⁶¹ Vild pastinak, indført til Nordamerika som rodfrugt, vokser nu vildt på prærier og langs veje; dens stængler og blade indeholder furanocumariner, og kontakt efterfulgt af sollys giver blæredannelse og derefter hyperpigmentering.¹⁰

Selleri kan også forbrænde. I 1983 forårsagede selleri inficeret med svampen Sclerotinia sclerotiorum alvorlig fototoksisk dermatitis hos elleve høstarbejdere.⁶² I 1986 blev der rapporteret et blæredannende udslæt hos 30 af 127 ansatte i butikkerne i én dagligvarekæde, heriblandt alle otte ansatte i grøntafdelingen. Kontakt med selleri gav den højeste relative risiko, 6,3, og kædens sygdomsresistente, høj-kvalitets sellerimærke havde højere niveauer af furanocumariner end andre mærker. En landsdækkende stikprøve af kædens butikker fandt udslættet i 13 af 17 stater og hos 26 procent af de adspurgte ansatte i grøntafdelingen, og forfatterne foreslog, at forædling af selleri for sygdomsresistens kan hæve dens indhold af furanocumariner.⁶³arbejderne betalte præmien Et år senere, i en undersøgelse fra Oregon, stammede alle 19 tilfælde fra én butik, som havde holdt et sellerisalg, der firdoblede den solgte mængde selleri.⁶⁴ At spise selleri kan være nok: en kvinde på 65 blev alvorligt forbrændt over det hele i et solcenter, en time efter at have spist en stor mængde sellerirod.⁶⁵

Silfium

          _.--"""""""""""""""--._
      .-'`         .:*:.         `'-.
    .'              \|/              '.
  .'      .:.        |        .:.      '.
 /          \________|________/          \
;                    |                    ;
|         .:.        |        .:.         |
|           \________|________/           |
;                    |                    ;
 \        .:.        |        .:.        /
  '.        \________|________/        .'
    '.               |               .'
      '-.,           |           ,.-'
          `"--.......|.......--"`

Silfium (græsk silphion, latin laserpicium, dens harpiks laser) voksede i Kyrenaika: ifølge Herodot strakte »silfiumlandet« sig fra øen Platea til indgangen til Syrten.⁶⁶ Theofrast beskriver en tyk rod, en stængel som Ferulas, blade som selleri, som rensede fårene, fedede dem og gjorde deres kød »vidunderligt lækkert«, og en bred, bladlignende frugt.¹¹

Monopol og pris

Høsten var reguleret. »De har regler, som dem der bruges i miner, for udskæring af roden«, skrev Theofrast, »i overensstemmelse med hvilke de omhyggeligt fastsætter den rette mængde, der må skæres, under hensyn til tidligere udskæringer og plantens forsyning. For det er ikke tilladt at skære den forkert eller at skære mere end den fastsatte mængde.« »Minerne« hviler på ét håndskrift; Aldine-udgaven har »mål«. Planten kunne ikke dyrkes: »efterhånden som landet bringes under kultivering og tæmmes, trækker den sig tilbage«.¹¹ Handelen var et kongeligt monopol under de battiadiske konger af Kyrene og bidrog betydeligt til byens velstand. Libyerne indsamlede saften i steppen, og i Kyrene blev den stabiliseret med hvedemel og eksporteret til Athen.¹³ Koerper og Moerman skriver, at salg til »monopolpriser« i høj grad hjalp byerne i Kyrenaika til at blive rige.⁴¹ Kongerne forsøgte at holde handelen for sig selv, men noget silfium blev smuglet til karthagerne.¹² Udnyttelsen aftog formentlig fra den hellenistiske periode, og efter at Ptolemæus Apions Libyen tilfaldt Rom i 96 f.Kr., var Rom den eneste, der drog fordel af det.¹³

Kort efter at møntvæsenet blev indført i det sjette århundrede f.Kr., optrådte planten og dens frøkapsel på mønterne fra Kyrene, Barce, Euhesperides og Teuchira;⁴¹ i A. Larondes kronologi forblev de Kyrenes emblem indtil sidste fjerdedel af det tredje århundrede f.Kr.¹³ Koerper og Moerman læser den overdrevne stængel og de testikel- eller hjertelignende frøkapsler som bevidst seksuel reklame; Amigues mener, at frugten ved en sådan grad af stilisering mister sin værdi som botanisk bevis.⁴¹¹³

Plinius siger, at saften blev vejet op mod sølvdenarer, ad pondus argentei denarii repensum, »solgt til samme pris som sølv« i Bostock og Rileys oversættelse; en populær artikel på Kews hjemmeside gør den til »sin vægt værd i guld«.¹⁴⁶⁷ I 93 f.Kr. blev tredive pund af den bragt til Rom fra Kyrene til staten, og ved borgerkrigens begyndelse tog Cæsar, som diktator, 1.500 pund af den fra statskassen, sammen med guldet og sølvet.¹⁴en reservevaluta Amigues daterer dette til 49 f.Kr.¹³

Forsvinden

På Plinius’ tid havde planten ikke kunnet findes i Kyrenaika i mange år, fordi publicani, de skatteforpagtere, der lejede græsgangene, fandt det mere profitabelt at lade får græsse på dem. Én enkelt stængel var blevet fundet i levende hukommelse og sendt til kejser Nero.¹⁴lejemålet overlevede afgrøden Den eneste laser, der nåede Rom, var en ringere slags fra Persien, Medien eller Armenien, ofte forfalsket.¹⁴ Amigues identificerer denne »mediske saft« med dyvelsdræk, Ferula assa-foetida,¹³ hvis folkelige navne omfatter Teufelsdreck og »djævlens lort«.⁶⁸

Andre antikke forfattere angav andre årsager. Strabon siger, at planten engang næsten gik tabt, da barbarer af ondskabsfuldhed forsøgte at ødelægge alle rødderne.⁶⁹ Solinus fortæller om et overfald og derefter om, at indbyggerne selv gravede planterne op, næsten fuldstændigt, på grund af den utålelige skatteovervægt, ob intolerandam vectigalis nimietatem; men Mommsen viste, efter Salmasius, at hans passage for det meste er lånt fra Plinius’ beretning om ladanum.⁷⁰

I slutningen af det fjerde århundrede opførte Oribasios stadig »kyrenaisk saft« blandt almindelige lægemidler, selvom Amigues antyder, at navnet på det tidspunkt betegnede en kvalitetsgrad snarere end en oprindelse. Ifølge hende beundrede Synesios af Kyrene en silfiumplante i sin brors have i år 402 og sendte »megen silfiumsaft« blandt luksuriøse gaver til Konstantinopel i 405; Chamoux læste dette som et tegn på, at den var blevet en sjælden kuriositet, holdt i haver.¹³ Kew-artiklen siger derimod, at planten blev anset for uddød i det andet århundrede f.Kr.⁶⁷

Moderne forfattere vægter årsagerne forskelligt. Amigues afviser både overfaldet og skatteforpagterne: efter Strabons tal dækkede silfiumzonen mere end 19.000 km², for meget til at nomader kunne rydde den, og Plinius’ appel til publicanis grådighed finder hun endnu mindre overbevisende. Efter hendes opfattelse blev rødderne overudnyttet, eftersom det at tage saften dræber roden, som ved høst af dyvelsdræk i Persien, og planteædere åd delene over jorden; hun tvivler på, om »uddøen« er det rette ord.¹³ Miski giver overhøstning »drevet af kortsigtet profit« skylden, blandt andre faktorer, men peger på plantens monokarpiske vækstform og ekstremt langsomme vækst som den sandsynlige hovedårsag.¹² Appendino skriver, at de historiske kilder gav »en grådig arealforvaltningspolitik« skylden, formentlig forværret af tidligere overudnyttelse.¹⁵ Kew-artiklen tilføjer romersk overhøstning, ørkendannelse, og muligheden for, at silfium var en steril hybrid mellem to arter af Ferula.⁶⁷

Anvendelse og identitet

Silfium blev brugt som krydderi og som medicin: Plinius regner laser »blandt de mest kostbare gaver, naturen har givet os«, og opregner 39 lægemidler.⁷¹ Koerper og Moerman anfører, at det var almindeligt kendt for at fremme prævention og abort. Appendino finder hverken dette eller brugen som afrodisiakum understøttet af dokumenterne fra før uddøen: silfium var grundlæggende en kulinarisk luksusdelikatesse, kun lejlighedsvis en medicin, og senere henvisninger til abort kan angå dyvelsdræk, hvis kilder indeholder det stærkt østrogene stof ferutinin.⁴¹¹⁵

Hvilken plante silfium var, står stadig uløst. Foreslåede kandidater omfatter Ferula tingitana, F. communis, Thapsia garganica og Cachrys ferulacea.¹² Amigues konkluderede, at Margotia gummifera er den nulevende art, der ligger nærmest silfium, men ikke at den er silfium, og at arkæobotanik er nødvendig; Appendino finder ligeledes, at den er den nærmeste nulevende slægtning ud fra morfologisk overensstemmelse, som den tyske botaniker Link foreslog i begyndelsen af det nittende århundrede.¹³¹⁵ Tre slægter i familien, Laserpitium, Laser og Silphiodaucus, bærer den forsvundne plantes navne.¹⁶

Hypotesen om Ferula drudeana

I 2021 foreslog Mahmut Miski, at silfium overlever i Anatolien som Ferula drudeana. Walter Siehe indsamlede den første gang i 1909, i provinsen Adana, og Korovin udgav den i 1947 uden at have set den i felten. Miski fandt den i 1983 nær Hasan Dağı i Kappadokien, og den blev fundet igen på Siehes lokalitet i 2004. Dens små bestande, tre steder, er alle knyttet til tidligere græske landsbyer, ofte i beskyttede enklaver som stenmurede frugthaver.¹² Miski peger på den sjældne modsatte anordning af dens blomstrende grene, som på mønterne; på dens papiragtige, bladlignende halvfrugter, som Theofrasts brede frugt; på en behageligt duftende gummiharpiks; og på stængler, der skyder op efter kraftig forårsregn. Han antager, at smuglere bragte frøet til Anatolien i oldtiden, men erkender, at identiteten ikke kan bekræftes, før planten sammenlignes med en arkæologisk prøve af silfium.¹² Senere artikler fra hans gruppe kalder den »den formodede anatolske økotype« af silphion.⁷²²¹

Arkæobotanikeren Erica Rowan, citeret af National Geographic, fandt ræsonnementet sandsynligt. Alain Touwaide, historiker for antikke lægeplanter, satte spørgsmålstegn ved argumentet om, at planten er græsk, fordi grækere engang boede der, og mente, at det ville være en stærkere test at sammenholde dens indholdsstoffer med silfiums foreskrevne anvendelser.⁷³ Appendinos oversigtsartikel taler om en »påstået genopdagelse i et afsidesliggende anatolsk område«.¹⁵ Miski selv har advaret om, at publikationer, der promoverer anatolske Ferula-rødder som afrodisiakum, herunder mod erektil dysfunktion, risikerer deres uhæmmede kortsigtede kommercielle udnyttelse; en stor bestand af F. elaeochytris på Kel Dağı (Kassiosbjerget), rapporterede han, var allerede blevet ødelagt.¹²første gang som tragedie, anden gang som farce

Se også

• Skærm
• Heracleum
• Kæmpe-bjørneklo
• Almindelig bjørneklo
• Rundlobet bjørneklo
• Hårfrugtet bjørneklo
• Furanocumarin
• Fytofotodermatit
• Pastinakmøl
• Monokarpe planter