Art. 0004 Rev. 1867
Frøbank
Fra Hogweed.org, encyklopædien i fælleseje
Denne artikel handler om reserven af frø i jorden. For finansielle institutioner, se Bank. For anlæg, der opbevarer frø med vilje, se Frøhvælv.
En jordfrøbank er den naturlige reserve af levende frø i jorden i et område. Frø, der ikke spirer med det samme, kan overleve i måneder eller år, så en plantebestand ikke kun består af de planter, der kan ses, men af et langt større antal, der ikke kan. Frøbanken erstatter planter, der dør eller fjernes, og gør det muligt for en bestand at komme sig efter en forstyrrelse.1
For en invasiv plante er det som regel frøbanken snarere end den synlige bevoksning, der afgør, hvor længe bekæmpelsen skal vare. Kæmpe-bjørneklo er et tydeligt eksempel: dens planter er lette at finde og dræbe, men dens frø, der ligger usynligt i jordens øverste lag, bliver ved med at frembringe nye planter i årevis, efter den sidste moderplante er væk.2
Dynamik
En frøbank har ét input og flere output. Inputtet er frøregnen: det frø, der falder over et område hvert år. Outputtene er spiring, som omdanner frø til planter; død fra alder, nedbrydning og svampe; og prædation fra dyr. Hvor inputtet er stort, og outputtene langsomme, akkumuleres reserven fra det ene år til det næste.
I denne forstand fungerer frøbanken som bestandens reservearmé: i ethvert øjeblik er de fleste af dens medlemmer ude af syne og venter på, at en plads i bevoksningen bliver ledig. At fjerne planterne uden at røre reserven frigør blot disse pladser.
Hos kæmpe-bjørneklo
år spiredygtigt frø pr. m² 0 ████████████████████████████████████████ 3.760 1 ███▌ 331 2 █ 102 3 ▍ 45 4 ▎ 24 5 ▏ 13 6 7.1 7 3.8 8 2.0 9 1.1 10 0.60
Kæmpe-bjørneklo spreder i gennemsnit omkring 20.000 frø pr. plante,3 som for det meste falder inden for få meter af moderplanten. Næsten hele frøbanken — 95 procent — ligger i jordens øverste 5 cm. Under etablerede bevoksninger blev tætheden af levende frø fundet at falde fra omkring 3.760 pr. kvadratmeter om efteråret, lige efter frøfald, til 192 pr. kvadratmeter det følgende sommer, efterhånden som de fleste frø spirede eller døde.1
Det, der er tilbage, aftager støt. I frø nedgravet på ti lokaliteter i Tjekkiet var 8,8 procent stadig spiredygtige efter ét år, 2,7 procent efter to og 1,2 procent efter tre;4 efter fem år 0,4 procent, og efter syv 0,1 procent.2 Tendensen til, at den spiredygtige andel falder, er veldokumenteret; dens fuldstændige udtømning ses sjældent. Den sidste andel er den, der betyder noget. Selv 0,1 procent af de 20.000 frø fra en enkelt plante er omkring tyve frø — nok til at starte invasionen igen.2
Femten-års-myten
Mange vejledninger anfører, at bjørneklofrø kan overleve i jorden i femten år. Tallet går tilbage til et svensk konferencepapir fra 1989, som blot sagde, at nogle data tydede på, at spiredygtigheden »kunne strække sig op til femten år«, uden at angive, om frøet havde ligget nedgravet eller var opbevaret tørt. Videreført fra den ene oversigtsartikel til den næste hærdnede antagelsen til en kendsgerning; de forskere, der sporede den, kaldte den en vandrehistorie.5 Tørt opbevaret frø mister rent faktisk næsten al sin spiredygtighed inden for omkring tre år.4
Den praktiske konklusion er dog uændret. Et areal skal holdes fri for frøsættende planter i mindst fem år, efter den sidste plante er fjernet, og overvåges i længere tid endnu.62
Udtømning
En frøbank kan kun udtømmes ved at standse alt nyt input i flere år i træk, mens de spirer, der bliver ved med at dukke op, ødelægges, før de kan blomstre. Ethvert brud — én enkelt plante, der får lov at sætte frø — genopretter reserven til niveauet fra flere år tidligere, som figuren viser. Programmer bedømmes derfor ikke på antallet af fjernede planter, men på antallet af år uden frøsætning.
Se også
Footnotes
-
Krinke, L.; Moravcová, L.; Pyšek, P.; Jarošík, V.; Pergl, J.; Perglová, I. (2005). “Seed bank of an invasive alien, Heracleum mantegazzianum, and its seasonal dynamics”. Seed Science Research. 15 (3): 239–248. ↩ ↩2
-
Moravcová, L.; Pyšek, P.; Krinke, L.; Müllerová, J.; Perglová, I.; Pergl, J. (2018). “Long-term survival in soil of seed of the invasive herbaceous plant Heracleum mantegazzianum”. Preslia. 90 (3): 225–234. ↩ ↩2 ↩3 ↩4
-
Perglová, I.; Pergl, J.; Pyšek, P. (2006). “Flowering phenology and reproductive effort of the invasive alien plant Heracleum mantegazzianum”. Preslia. 78: 265–285. ↩
-
Moravcová, L.; Pyšek, P.; Pergl, J.; Perglová, I.; Jarošík, V. (2006). “Seasonal pattern of germination and seed longevity in the invasive species Heracleum mantegazzianum”. Preslia. 78: 287–301. ↩ ↩2
-
Moravcová, L.; Pyšek, P.; Krinke, L.; Pergl, J.; Perglová, I.; Thompson, K. (2007). “Seed germination, dispersal and seed bank in Heracleum mantegazzianum”. In Pyšek, P.; et al. (eds.). Ecology and Management of Giant Hogweed. Wallingford: CAB International. pp. 74–91. doi:10.1079/9781845932060.0074. ↩
-
Nielsen, C.; Ravn, H. P.; Nentwig, W.; Wade, M., eds. (2005). The Giant Hogweed Best Practice Manual: Guidelines for the management and control of an invasive weed in Europe. Hørsholm: Forest & Landscape Denmark. ISBN 87-7903-209-5. ↩
Denne artikel er en oversættelse af den engelske artikel, revision 1867.