Hydra-effekt

Denne artikel handler om det økologiske fænomen. For væsenet fra græsk mytologi, se Hydraen fra Lerna.

Hydra-effekten er det paradoks i bestandsøkologien, hvor en stigning i den hastighed, hvormed individer dør, fører til en stigning i bestandens størrelse. Den er opkaldt efter Hydraen fra Lerna i græsk mytologi, som fik to hoveder for hvert ét, som Herakles skar af.¹

Effekten opstår, når fjernelse af individer letter konkurrencen for de overlevende, eller frigør vækst, der var blevet holdt tilbage, så bestanden kompenserer for sine tab — og kompenserer for mere end det. Tanken har en lang historie i bestandsteorien, som har identificeret flere mekanismer, der kan frembringe den.¹ Den har praktisk betydning, hvor end bestande høstes eller bekæmpes, fordi et tiltag, der er tænkt til at mindske en bestand, kan forstørre den, hvis det anvendes forkert.

Hos kæmpe-bjørneklo

     .:*:*:*:*:.                                        .:*:*:.
      \\\ | ///                        .:*:*:.            \|/
        \\|//                            \|/               /      .:*:*:.
         \|/                              \               /         \|/
          |                                \              /         _/
          |           decapitation           \       _x_ /         /
          |           ------------>           \       |  /       _/
          |                                     \     | /      _/
          |           mowing, strimming          \    | /    _/
          |           or cutting the              \   |/   _/
          |           flower head                   \ |   /
          |                                          \| _/
          |                                           |/
          |                                           |
        /|\                                          /|\

    before: one head                      after: three, from the side buds

Kæmpe-bjørneklo viser den kompensation, som effekten hviler på, på to niveauer.

Den enkelte plante. At skære topskærmen af fjerner kilden til apikal dominans; knopper længere nede på stænglen vokser ud og danner flere mindre skærme i dens sted. Da kun topskærmen blev fjernet ved højeste blomstring, faldt plantens samlede frøudbytte slet ikke.² Da hver eneste skærm blev fjernet, regenererede næsten halvdelen af planterne og satte frø igen samme sæson.³ Da planten er monokarpisk, dør en plante, der er begyndt at blomstre, ved sæsonens afslutning, uanset hvad der gøres ved den;⁴ afskæring afgør kun, hvor meget frø den efterlader.

Bevoksningen. Inden de blomstrer, udskyder planter, der år efter år mister deres blade, blomstringen og lever længere: på afgræssede enge var medianalderen ved blomstring fem år, mod tre år på uplejet jord.⁵ En bevoksning, der holdes nede uden at blive rykket op med rode, bevarer derfor sine planter, og sit frø, i reserve. Hvorvidt regelmæssig slåning rent faktisk forstørrer en bevoksning, som en ægte hydra-effekt ville kræve, er ikke blevet målt.^{[kilde mangler]} Det tiltag, der oftest anvendes mod planten, er i bedste fald det, der bevarer den.

At undgå effekten

Hydra-effekten opstår kun, hvor bekæmpelsen er delvis: hvor hovedet fjernes, men kroppen bliver tilbage. Den opstår ikke, når roden ødelægges. I myten besejrede Herakles kun Hydraen, da hans ledsager Iolaos brændte hver hals, efterhånden som hovedet blev skåret af, så intet kunne gro frem igen, og det ene udødelige hoved blev begravet under en sten. Det moderne modstykke er rodstikning.

Se også

• Bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo
• Apikal dominans
• Frøbank