Hogweed.org Encyklopædien, som alle kan luge

Art. 0009 Rev. 1848 Fare: fototoksisk

Furanocumarin

Fra Hogweed.org, encyklopædien i fælleseje

Indhold
  1. Struktur
  2. I bjørneklo
  3. Biosyntese
  4. Fotokemi
  5. Medicin
  6. Økologi og evolution
  7. Se også
  8. Referencer

Denne artikel handler om klassen af plantestoffer. For den forbrænding, de forårsager, se Fytofotodermatit.

Furanocumariner, eller furocumariner, er en klasse af plantestoffer opbygget af en furanring smeltet sammen med cumarin. De er harmløse i mørke. I ultraviolet lys binder de sig til DNA, og i hud, der har rørt ved dem, bliver resultatet en forbrænding, fytofotodermatit. De er årsagen til, at kæmpe-bjørneklo er farlig.1

Furanocumariner dannes hovedsageligt af fire ubeslægtede planteslægter: skærmplantefamilien (Apiaceae), citrusfamilien (Rutaceae), bælgplanterne (Fabaceae) og figenfamilien (Moraceae).2 I det mindste nogle af dem opfandt stofferne uafhængigt af de andre. Planterne bruger dem som forsvar mod insekter og svampe, og insekterne har svaret igen med deres egne enzymer, i et koevolutionært våbenkapløb, der har været studeret i et halvt århundrede.3 Mennesker har i omkring 4.000 år brugt dem til at behandle hudsygdom med sollys,4 og møder dem uvidende i grapefrugtjuice, hvor de forstyrrer virkningen af mere end 85 lægemidler.5

Struktur

Fig. 1 C₁₁H₆O₃ · psoralen · lineær
Fire furanocumariner fra bjørnekloerne, tegnet i tegn. De to bindinger, der reagerer med DNA i ultraviolet lys, er markeret; slå UVA til for at se dem. Psoralen og dets methoxy-derivater er lineære og kan binde to strenge; angelicin er bøjet og binder én.

En furanocumarin har tre ringe i en flad række: en benzenring, en pyronring (som tilsammen danner cumarin) og en femleddet furanring. Hvor furanen er sat på, afgør formen.3

  • I lineære furanocumariner er furanen smeltet sammen ved cumarinens 6- og 7-positioner, og molekylet er lige. Stamforbindelsen er psoralen; dens bedst kendte derivater er bergapten (5-methoxypsoralen, 5-MOP) og xanthotoxin (8-methoxypsoralen, 8-MOP, methoxsalen).
  • I angulære furanocumariner er furanen smeltet sammen ved 7 og 8, og molekylet er bøjet. Stamforbindelsen er angelicin; dens derivater omfatter isobergapten, sphondin og pimpinellin.

To nummereringssystemer er i brug. I det traditionelle er bergapten 5-methoxypsoralen; i det systematiske navn for det smeltede ringsystem er det samme kulstofatom nummer 4. Forvirringen er udbredt i litteraturen.63 Skøn over, hvor mange naturlige furanocumariner der kendes, spænder fra mere end halvtreds til over to hundrede, afhængigt af hvem der tæller.72

Furanocumariner hos kæmpe-bjørnekloerne
ForbindelseKlasseFormel
Psoralen
ficusin		lineærC11H6O3
Bergapten
5-MOP, heraclin		lineærC12H8O4
Xanthotoxin
8-MOP, methoxsalen		lineærC12H8O4
Isopimpinellin
5,8-dimethoxypsoralen		lineærC13H10O5
Imperatorin
ammidin		lineærC16H14O4
Angelicin
isopsoralen		angulærC11H6O3
Isobergapten
5-methoxyangelicin		angulærC12H8O4
Sphondin
6-methoxyangelicin		angulærC12H8O4
Pimpinellin
5,6-dimethoxyangelicin		angulærC13H10O5

I bjørneklo

Enhver kæmpe-bjørneklo danner begge slags. Allerede i 1976 bemærkede en rapport om fem personer forbrændt af kæmpe-bjørneklo på en klar dag, at den og 28 andre arter af Heracleum frembringer lineære furanocumariner;1 slægten som helhed har siden frembragt dem fra mere end hundrede arter.8

Mængderne er store. Hos rundlobet bjørneklo indsamlet i juli 2021 udgjorde fire furanocumariner tilsammen mellem 3,5 og 14,4 mg i hvert gram friskt væv, afhængigt af organet og bestanden. Blomster fra Moskva-regionen var de rigeste, med 7,5 mg xanthotoxin pr. gram, og reproduktive organer indeholdt generelt mere end blade.8 I bladene af kæmpe-bjørneklo i Slovakiet steg angelicin fra omkring 5,7 mg pr. gram tørstof i april til 10–12 mg i juni og juli.9 Et tidligere studie af kæmpe-bjørneklo fandt mest i frugten, mindre i bladene og mindst i stænglen.10 Varmt vejr øger doseringen: to dage ved 35 °C øgede xanthotoxinet i bladene af rundlobet bjørneklo med omkring 80 procent.11

Bjørnekloerne bryder en regel i kemien. Angulære furanocumariner blev længe anset for at være mindre forbindelser, som regel under en tiendedel af en plantes samlede mængde.3 Hos begge kæmpe-bjørnekloer er angelicin ofte den største enkeltbestanddel: i bladene af kæmpe-bjørneklo, og i frugtskallerne af rundlobet bjørneklo, hvor det også er hovedmidlet, hvormed frøet undertrykker andre planters vækst.912

Stofferne venter ikke på at blive frigjort. Hos rundlobet bjørneklo findes de i stænglens og bladets levende hår, og som krystaller på overfladen af hårene og andre celler, hvor den mindste berøring optager dem.13 Hos den beslægtede H. persicum, studeret under navnet H. laciniatum, var rødderne af ældre planter stærkt fototoksiske selv når de blev gravet op af frossen jord i december.14

Den lille hjemmehørende H. sibiricum indeholder derimod kun spor af angelicin: den mangler en fungerende kopi af genet for det første trin i den angulære gren.8

Biosyntese

Fig. 2 Biosyntese

To grene fra én forløber. Hvor en prenylgruppe sættes på umbelliferon, afgør, om planten danner lineære eller angulære forbindelser.

Furanocumariner opbygges fra aminosyren phenylalanin via umbelliferon, en simpel cumarin.3 Det afgørende trin er tilsætningen af en femkulstofs prenylgruppe til umbelliferon, udført af plastidens prenyltransferaser. Sat på ved kulstof 6 fører det til de lineære forbindelser; ved kulstof 8, til de angulære.1516

På den lineære gren lukkes det prenylerede mellemprodukt til (+)-marmesin, hvorfra psoralensyntase skærer sidekæden af i ét enkelt trin og frigiver den som acetone.17 Psoralen hydroxyleres og methyleres derefter til bergapten og xanthotoxin.18 På den angulære gren omdanner angelicinsyntase (+)-columbianetin til angelicin ved samme slags reaktion.19 Hos kæmpe-bjørneklo blev dette trin fulgt i levende blade.20 De enzymer, der danner de angulære derivater sphondin og pimpinellin, var endnu ikke isoleret pr. 2019.7

Ud over umbelliferon behøver en plante kun tre enzymer for at danne psoralen, hvilket måske forklarer, hvorfor vejen har udviklet sig flere gange.2 Produktet er farligt for sin egen skaber: psoralen inaktiverer et af plantens egne enzymer tidligt i vejen. Rude og persille, som danner furanocumariner, bærer versioner af enzymet, der er sværere at sætte ud af drift.21

Genomet hos rundlobet bjørneklo, kortlagt i 2023, indeholder 55.106 gener, mod de 25.000–35.000, der er typiske for planter. Overskuddet stammer ikke fra en fordobling af hele genomet, men fra gentagen duplikering af enkelte gener.22 Genomet bærer kandidatgener til hvert trin i furanocumarin-vejen, adskillige af dem i to eller tre kopier.8

Fotokemi

Fig. 3 Tværbinding

Hvordan en lineær furanocumarin tværbinder DNA. En angulær standser ved det andet panel.

En furanocumarin i mørke gør intet. Da den er flad, glider den ind mellem DNA’ets stablede basepar. Når den absorberer en foton af ultraviolet A, reagerer den, gennem sin exciterede triplettilstand, med et naboliggende thymin, og danner en fireleddet ring mellem én af dens dobbeltbindinger og thyminets.23 Reaktionen er hurtig: i én psoralen studeret i detalje er den fuldført inden for omkring 50 mikrosekunder.24

Et lineært molekyle, der har bundet sig med sin furanende, kan absorbere en anden foton og binde sig med sin pyronende til et thymin på den modsatte streng, hvorved helixens to strenge sammenføjes.2523 Sådanne tværbindinger mellem strengene blokerer kopieringen af DNA. Det foretrukne sted er et thymin efterfulgt af et adenin, 5′-TpA, og strækninger af skiftevis A og T er hotspots.2627

Angulære furanocumariner binder sig én gang og stopper: deres bøjede form tillader ikke en anden binding, og de danner kun monoaddukter.28 En indflydelsesrig oversigtsartikel fra 1983 hævdede, at de angulære forbindelser slet ikke kunne binde DNA.3 Fotokemisk arbejde viste, at de gør, om end kun én gang,28 og hudtest fra de samme år bekræftede, at angelicin, sphondin og pimpinellin er fototoksiske.29 Furanocumariner danner også reaktivt oxygen i lys, hvilket skader membraner; hvor meget dette bidrager til forbrændingen, er omdiskuteret.3031

De bølgelængder, der betyder noget, ligger i det ultraviolette A. For bjørneklos furanocumariner topper hudreaktionen ved 330–335 nm, i det ultraviolette A.32 Skaden viser sig 24 til 72 timer senere, efterfulgt af mørkfarvning af huden.33 Blandt de forbindelser, der er isoleret fra H. persicum, var bergapten den mest fototoksiske.32

Medicin

Fotokemoterapi

For mere end 3.500 år siden behandlede healere i Egypten og Indien pletter af tabt hudfarve med frøene af Ammi majus og Psoralea corylifolia, indtaget gennem munden og efterfulgt af sollys.3435 I 1948 rapporterede A. M. El Mofty i Egypten om behandling af vitiligo med renset xanthotoxin og sollys.35 I 1974 gav en gruppe på Harvard methoxsalen gennem munden, efterfulgt af langbølget ultraviolet lys, til patienter med svær psoriasis; hos 21 patienter forsvandt sygdommen fuldstændigt. De kaldte metoden fotokemoterapi, og den blev kendt som PUVA, psoralen plus UVA.36

PUVA blev brugt på tusindvis af patienter mod psoriasis, kutant lymfom og mere end seksten andre hudsygdomme, og gav ophav til ekstrakorporal fotoferese, hvor blodceller behandles uden for kroppen.434

Kræft

Den skade, der rydder huden, forårsager også kræft. Methoxsalen med ultraviolet A klassificeres af International Agency for Research on Cancer som kræftfremkaldende for mennesker (gruppe 1); 5-methoxypsoralen er sandsynligvis kræftfremkaldende (gruppe 2A); angelicin med UVA, som ikke danner tværbindinger, kan ikke klassificeres (gruppe 3).37 I en amerikansk kohorte på 1.380 psoriasispatienter, først behandlet i 1975–76, udviklede en fjerdedel pladecellekarcinomer i huden, 2.973 i alt, og risikoen steg stejlt med antallet af behandlinger.38 Risikoen for melanom steg omkring femten år efter den første behandling, især hos patienter, der havde fået 250 behandlinger eller flere.39

Grapefrugt

Grapefrugteffekten blev opdaget ved et tilfælde. I 1989 fandt et studie af alkohol og blodtryksmidlet felodipin, som gav alkoholen i grapefrugtjuice, langt mere felodipin i blodet end forventet.40 Med grapefrugtjuice nåede felodipin blodet ved 284 procent af niveauet nået med vand; appelsinjuice havde ingen sådan effekt.41

Årsagen er to furanocumariner i grapefrugten, bergamottin og 6′,7′-dihydroxybergamottin. De ødelægger enzymet CYP3A4 i tarmvæggen, som ellers ville nedbryde en del af hver dosis, før den nåede blodet.4243 Enzymet slukkes ikke, men ødelægges; tarmen må danne det på ny.44 En grapefrugtjuice, hvorfra furanocumarinerne var fjernet, påvirkede slet ikke felodipin.45 Mere end 85 lægemidler er kendt for eller forventes at interagere med grapefrugt.5

Økologi og evolution

Forsvar

Furanocumariner beskytter de planter, der danner dem. I 1978 viste May Berenbaum, at xanthotoxin var giftigt for en sommerfuglelarve, der lever af mange slags planter, og mindre giftigt uden ultraviolet lys, mens dets forløber umbelliferon var harmløst. Hun kaldte plantens omdannelse af det ene til det andet biosyntetisk flugt.46 Stofferne dannes også som reaktion på svampeangreb, som fytoalexiner.47 Forsvar har en pris: hos vild pastinak koster et induceret kemisk forsvar planten fotosyntese og vækst.48

Våbenkapløb

Specialisterne indhentede den. Den sorte svalehale, en sommerfugl fra skærmplantefamilien, tager næppe skade af xanthotoxin, men angelicin nedsætter dens vækst og frugtbarhed. Berenbaum og Paul Feeny foreslog i 1981, at de angulære forbindelser, som kun findes hos nogle få avancerede grupper i familien, var et yderligere skridt, en optrapning i et koevolutionært våbenkapløb.49 Svalehalens enzym til nedbrydning af furanocumariner, CYP6B1, aktiveres af xanthotoxin i dens føde,50 og blev senere fundet også at nedbryde angelicin.51

Pastinakmøllet, som kun lever af pastinak og bjørneklo, holder sine afgiftningsenzymer oppe selv når det udsultes for protein, på bekostning af dets vækst.52 Hos vild pastinak er modstandsdygtighed over for møllet nedarvet, men genetiske begrænsninger sætter grænser for plantens respons og holder de to fast i, hvad forfatterne kaldte en evolutionær dødvande.53 Da møllet nåede Nordamerika i det nittende århundrede, blev pastinakkerne der, som var vokset op uden det, mere giftige.54 Møllet lever også af kæmpe-bjørneklo; i Holland var møl opdrættet på den mindre end dem opdrættet på den hjemmehørende almindelige bjørneklo.55

Flere opfindelser

Figentræet danner furanocumariner med enzymer, der er ubeslægtede med skærmplantefamiliens. Dets første forpligtede enzym udviklede sig fra en anden forfader, og dets marmesinsyntase er en nylig opfindelse i dets egen slægtslinje. Vejen er, ser det ud til, blevet erhvervet uafhængigt flere gange.256 Inden for skærmplantefamilien ser de angulære forbindelser ud til at have udviklet sig efter de lineære.16

Se også

Footnotes

  1. Camm, E.; Buck, H. W. L.; Mitchell, J. C. (1976). “Phytophotodermatitis from Heracleum mantegazzianum”. Contact Dermatitis. 2 (2): 68–72. doi:10.1111/j.1600-0536.1976.tb02987.x. ↩ ↩2

  2. Munakata, R.; Kitajima, S.; Nuttens, A.; et al. (2020). “Convergent evolution of the UbiA prenyltransferase family underlies the independent acquisition of furanocoumarins in plants”. New Phytologist. 225 (5): 2166–2182. doi:10.1111/nph.16277. ↩ ↩2 ↩3 ↩4

  3. Berenbaum, M. (1983). “Coumarins and caterpillars: a case for coevolution”. Evolution. 37 (1): 163–179. doi:10.1111/j.1558-5646.1983.tb05524.x. ↩ ↩2 ↩3 ↩4 ↩5 ↩6

  4. Pathak, M. A.; Fitzpatrick, T. B. (1992). “The evolution of photochemotherapy with psoralens and UVA (PUVA): 2000 BC to 1992 AD”. Journal of Photochemistry and Photobiology B. 14 (1–2): 3–22. doi:10.1016/1011-1344(92)85080-E. ↩ ↩2

  5. Bailey, D. G.; Dresser, G.; Arnold, J. M. O. (2013). “Grapefruit–medication interactions: forbidden fruit or avoidable consequences?”. CMAJ. 185 (4): 309–316. doi:10.1503/cmaj.120951. ↩ ↩2

  6. PubChem. Compound records for psoralen (CID 6199), bergapten (CID 2355) and xanthotoxin (CID 4114). National Center for Biotechnology Information. Retrieved 26 September 2026. ↩

  7. Bruni, R.; Barreca, D.; Protti, M.; et al. (2019). “Botanical sources, chemistry, analysis, and biological activity of furanocoumarins of pharmaceutical interest”. Molecules. 24 (11): 2163. doi:10.3390/molecules24112163. ↩ ↩2

  8. Shtratnikova, V. Yu.; Bogdanov, V. P.; Schelkunov, M. I.; et al. (2025). “Furanocoumarins in two European species of Heracleum: transcriptomic and metabolomic study”. BMC Plant Biology. 25: 1091. doi:10.1186/s12870-025-07042-3. ↩ ↩2 ↩3 ↩4

  9. Gruľová, D.; Baranová, B.; Eliašová, A.; et al. (2024). “Does the invasive Heracleum mantegazzianum influence other species by allelopathy?”. Plants. 13 (10): 1333. doi:10.3390/plants13101333. ↩ ↩2

  10. Pira, E.; Romano, C.; Sulotto, F.; Pavan, I.; Monaco, E. (1989). “Heracleum mantegazzianum growth phases and furocoumarin content”. Contact Dermatitis. 21 (5): 300–303. doi:10.1111/j.1600-0536.1989.tb04747.x. ↩

  11. Rysiak, A.; Dresler, S.; Hanaka, A.; et al. (2021). “High temperature alters secondary metabolites and photosynthetic efficiency in Heracleum sosnowskyi”. International Journal of Molecular Sciences. 22 (9): 4756. doi:10.3390/ijms22094756. ↩

  12. Mishyna, M.; Laman, N.; Prokhorov, V.; Fujii, Y. (2015). “Angelicin as the principal allelochemical in Heracleum sosnowskyi fruit”. Natural Product Communications. 10 (5): 767–770. doi:10.1177/1934578X1501000517. ↩

  13. Weryszko-Chmielewska, E.; Chwil, M. (2017). “Localisation of furanocoumarins in the tissues and on the surface of shoots of Heracleum sosnowskyi”. Botany. 95 (11): 1057–1070. doi:10.1139/cjb-2017-0043. ↩

  14. Kavli, G.; Volden, G.; Midelfart, K.; Krokan, H.; Prytz, J. O.; Haugsbø, S. (1983). “In vivo and in vitro phototoxicity of different parts of Heracleum laciniatum”. Contact Dermatitis. 9 (4): 269–273. doi:10.1111/j.1600-0536.1983.tb04388.x. ↩

  15. Karamat, F.; Olry, A.; Munakata, R.; et al. (2014). “A coumarin-specific prenyltransferase catalyzes the crucial biosynthetic reaction for furanocoumarin formation in parsley”. The Plant Journal. 77 (4): 627–638. doi:10.1111/tpj.12409. ↩

  16. Munakata, R.; Olry, A.; Karamat, F.; et al. (2016). “Molecular evolution of parsnip (Pastinaca sativa) membrane-bound prenyltransferases for linear and/or angular furanocoumarin biosynthesis”. New Phytologist. 211 (1): 332–344. doi:10.1111/nph.13899. ↩ ↩2

  17. Larbat, R.; Kellner, S.; Specker, S.; et al. (2007). “Molecular cloning and functional characterization of psoralen synthase, the first committed monooxygenase of furanocoumarin biosynthesis”. Journal of Biological Chemistry. 282 (1): 542–554. doi:10.1074/jbc.M604762200. ↩

  18. Krieger, C.; Roselli, S.; Kellner-Thielmann, S.; et al. (2018). “The CYP71AZ P450 subfamily: a driving factor for the diversification of coumarin biosynthesis in apiaceous plants”. Frontiers in Plant Science. 9: 820. doi:10.3389/fpls.2018.00820. ↩

  19. Larbat, R.; Hehn, A.; Hans, J.; et al. (2009). “Isolation and functional characterization of CYP71AJ4 encoding for the first P450 monooxygenase of angular furanocoumarin biosynthesis”. Journal of Biological Chemistry. 284 (8): 4776–4785. doi:10.1074/jbc.M807351200. ↩

  20. Stanjek, V.; Boland, W. (1998). “Biosynthesis of angular furanocoumarins: mechanism and stereochemistry of the oxidative dealkylation of columbianetin to angelicin in Heracleum mantegazzianum (Apiaceae)”. Helvetica Chimica Acta. 81 (9): 1596–1607. doi:10.1002/(SICI)1522-2675(19980909)81:9<1596::AID-HLCA1596>3.0.CO;2-F. ↩

  21. Gravot, A.; Larbat, R.; Hehn, A.; et al. (2004). “Cinnamic acid 4-hydroxylase mechanism-based inactivation by psoralen derivatives: cloning and characterization of a C4H from a psoralen producing plant, Ruta graveolens, exhibiting low sensitivity to psoralen inactivation”. Archives of Biochemistry and Biophysics. 422 (1): 71–80. doi:10.1016/j.abb.2003.12.013. ↩

  22. Schelkunov, M. I.; Shtratnikova, V. Yu.; Klepikova, A. V.; et al. (2024). “The genome of the toxic invasive species Heracleum sosnowskyi carries an increased number of genes despite absence of recent whole-genome duplications”. The Plant Journal. 117 (2): 449–463. doi:10.1111/tpj.16500. ↩

  23. Diekmann, J.; Theves, I.; Thom, K. A.; Gilch, P. (2020). “Tracing the photoaddition of pharmaceutical psoralens to DNA”. Molecules. 25 (22): 5242. doi:10.3390/molecules25225242. ↩ ↩2

  24. Diekmann, J.; Gontcharov, J.; Fröbel, S.; et al. (2019). “The photoaddition of a psoralen to DNA proceeds via the triplet state”. Journal of the American Chemical Society. 141 (34): 13643–13653. doi:10.1021/jacs.9b06521. ↩

  25. Dall’Acqua, F.; Marciani, S.; Ciavatta, L.; Rodighiero, G. (1971). “Formation of inter-strand cross-linkings in the photoreactions between furocoumarins and DNA”. Zeitschrift für Naturforschung B. 26 (6): 561–569. doi:10.1515/znb-1971-0613. ↩

  26. Sage, E.; Moustacchi, E. (1987). “Sequence context effects on 8-methoxypsoralen photobinding to defined DNA fragments”. Biochemistry. 26 (12): 3307–3314. doi:10.1021/bi00386a010. ↩

  27. Boyer, V.; Moustacchi, E.; Sage, E. (1988). “Sequence specificity in photoreaction of various psoralen derivatives with DNA: role in biological activity”. Biochemistry. 27 (8): 3011–3018. doi:10.1021/bi00408a052. ↩

  28. Dall’Acqua, F.; Vedaldi, D.; Caffieri, S.; et al. (1984). “Chemical basis of the photosensitizing activity of angelicins”. National Cancer Institute Monographs. 66: 55–60. PMID 6531039. ↩ ↩2

  29. Kavli, G.; Midelfart, K.; Raa, J.; Volden, G. (1983). “Phototoxicity from furocoumarins (psoralens) of Heracleum laciniatum in a patient with vitiligo: action spectrum studies on bergapten, pimpinellin, angelicin and sphondin”. Contact Dermatitis. 9 (5): 364–366. doi:10.1111/j.1600-0536.1983.tb04429.x. ↩

  30. Pathak, M. A.; Joshi, P. C. (1984). “Production of active oxygen species (¹O₂ and O₂•⁻) by psoralens and ultraviolet radiation (320–400 nm)”. Biochimica et Biophysica Acta. 798 (1): 115–126. doi:10.1016/0304-4165(84)90018-7. ↩

  31. Sage, E.; Le Doan, T.; Boyer, V.; et al. (1989). “Oxidative DNA damage photo-induced by 3-carbethoxypsoralen and other furocoumarins”. Journal of Molecular Biology. 209 (2): 297–314. doi:10.1016/0022-2836(89)90278-7. ↩

  32. Kavli, G.; Raa, J.; Johnson, B. E.; Volden, G.; Haugsbø, S. (1983). “Furocoumarins of Heracleum laciniatum: isolation, phototoxicity, absorption and action spectra studies”. Contact Dermatitis. 9 (4): 257–262. doi:10.1111/j.1600-0536.1983.tb04386.x. ↩ ↩2

  33. Kavli, G.; Volden, G. (1984). “Phytophotodermatitis”. Photodermatology. 1 (2): 65–75. PMID 6397734. ↩

  34. Hönigsmann, H. (2013). “History of phototherapy in dermatology”. Photochemical & Photobiological Sciences. 12 (1): 16–21. doi:10.1039/c2pp25120e. ↩ ↩2

  35. Hamblin, M. R.; Abrahamse, H. (2020). “Oxygen-independent antimicrobial photoinactivation: type III photochemical mechanism?”. Antibiotics. 9 (2): 53. doi:10.3390/antibiotics9020053. ↩ ↩2

  36. Parrish, J. A.; Fitzpatrick, T. B.; Tanenbaum, L.; Pathak, M. A. (1974). “Photochemotherapy of psoriasis with oral methoxsalen and longwave ultraviolet light”. New England Journal of Medicine. 291 (23): 1207–1211. doi:10.1056/NEJM197412052912301. ↩

  37. International Agency for Research on Cancer. “Agents classified by the IARC Monographs”. Retrieved 26 September 2026. ↩

  38. Stern, R. S.; PUVA Follow-Up Study (2012). “The risk of squamous cell and basal cell cancer associated with psoralen and ultraviolet A therapy: a 30-year prospective study”. Journal of the American Academy of Dermatology. 66 (4): 553–562. doi:10.1016/j.jaad.2011.04.004. ↩

  39. Stern, R. S.; Nichols, K. T.; Väkevä, L. H. (1997). “Malignant melanoma in patients treated for psoriasis with methoxsalen (psoralen) and ultraviolet A radiation (PUVA)”. New England Journal of Medicine. 336 (15): 1041–1045. doi:10.1056/NEJM199704103361501. ↩

  40. Bailey, D. G.; Spence, J. D.; Edgar, B.; Bayliff, C. D.; Arnold, J. M. (1989). “Ethanol enhances the hemodynamic effects of felodipine”. Clinical and Investigative Medicine. 12 (6): 357–362. PMID 2612087. ↩

  41. Bailey, D. G.; Spence, J. D.; Munoz, C.; Arnold, J. M. O. (1991). “Interaction of citrus juices with felodipine and nifedipine”. The Lancet. 337 (8736): 268–269. doi:10.1016/0140-6736(91)90872-M. ↩

  42. He, K.; Iyer, K. R.; Hayes, R. N.; et al. (1998). “Inactivation of cytochrome P450 3A4 by bergamottin, a component of grapefruit juice”. Chemical Research in Toxicology. 11 (4): 252–259. doi:10.1021/tx970192k. ↩

  43. Schmiedlin-Ren, P.; Edwards, D. J.; Fitzsimmons, M. E.; et al. (1997). “Mechanisms of enhanced oral availability of CYP3A4 substrates by grapefruit constituents”. Drug Metabolism and Disposition. 25 (11): 1228–1233. PMID 9351897. ↩

  44. Lown, K. S.; Bailey, D. G.; Fontana, R. J.; et al. (1997). “Grapefruit juice increases felodipine oral availability in humans by decreasing intestinal CYP3A protein expression”. Journal of Clinical Investigation. 99 (10): 2545–2553. doi:10.1172/JCI119439. ↩

  45. Paine, M. F.; Widmer, W. W.; Hart, H. L.; et al. (2006). “A furanocoumarin-free grapefruit juice establishes furanocoumarins as the mediators of the grapefruit juice–felodipine interaction”. American Journal of Clinical Nutrition. 83 (5): 1097–1105. doi:10.1093/ajcn/83.5.1097. ↩

  46. Berenbaum, M. (1978). “Toxicity of a furanocoumarin to armyworms: a case of biosynthetic escape from insect herbivores”. Science. 201 (4355): 532–534. doi:10.1126/science.201.4355.532. ↩

  47. Tietjen, K. G.; Hunkler, D.; Matern, U. (1983). “Differential response of cultured parsley cells to elicitors from two non-pathogenic strains of fungi. 1. Identification of induced products as coumarin derivatives”. European Journal of Biochemistry. 131 (2): 401–407. doi:10.1111/j.1432-1033.1983.tb07277.x. ↩

  48. Zangerl, A. R.; Arntz, A. M.; Berenbaum, M. R. (1997). “Physiological price of an induced chemical defense: photosynthesis, respiration, biosynthesis, and growth”. Oecologia. 109 (3): 433–441. doi:10.1007/s004420050103. ↩

  49. Berenbaum, M.; Feeny, P. (1981). “Toxicity of angular furanocoumarins to swallowtail butterflies: escalation in a coevolutionary arms race?”. Science. 212 (4497): 927–929. doi:10.1126/science.212.4497.927. ↩

  50. Cohen, M. B.; Schuler, M. A.; Berenbaum, M. R. (1992). “A host-inducible cytochrome P-450 from a host-specific caterpillar: molecular cloning and evolution”. Proceedings of the National Academy of Sciences. 89 (22): 10920–10924. doi:10.1073/pnas.89.22.10920. ↩

  51. Wen, Z.; Pan, L.; Berenbaum, M. R.; Schuler, M. A. (2003). “Metabolism of linear and angular furanocoumarins by Papilio polyxenes CYP6B1 co-expressed with NADPH cytochrome P450 reductase”. Insect Biochemistry and Molecular Biology. 33 (9): 937–947. doi:10.1016/S0965-1748(03)00100-0. ↩

  52. Berenbaum, M. R.; Zangerl, A. R. (1994). “Costs of inducible defense: protein limitation, growth, and detoxification in parsnip webworms”. Ecology. 75 (8): 2311–2317. doi:10.2307/1940886. ↩

  53. Berenbaum, M. R.; Zangerl, A. R.; Nitao, J. K. (1986). “Constraints on chemical coevolution: wild parsnips and the parsnip webworm”. Evolution. 40 (6): 1215–1228. doi:10.1111/j.1558-5646.1986.tb05746.x. ↩

  54. Zangerl, A. R.; Berenbaum, M. R. (2005). “Increase in toxicity of an invasive weed after reassociation with its coevolved herbivore”. Proceedings of the National Academy of Sciences. 102 (43): 15529–15532. doi:10.1073/pnas.0507805102. ↩

  55. Harvey, J. A.; Ode, P. J.; Gols, R. (2020). “Population- and species-based variation of webworm–parasitoid interactions in hogweeds (Heracleum spp.) in the Netherlands”. Environmental Entomology. 49 (4): 924–930. doi:10.1093/ee/nvaa052. ↩

  56. Villard, C.; Munakata, R.; Kitajima, S.; et al. (2021). “A new P450 involved in the furanocoumarin pathway underlies a recent case of convergent evolution”. New Phytologist. 231 (5): 1923–1939. doi:10.1111/nph.17458. ↩

Denne artikel er en oversættelse af den engelske artikel, revision 1848.

Kategorier

Vis kildetekst for Furanocumarin

Redigering er sat på pause i frøsætningssæsonen. Du kan se og kopiere kildeteksten til denne side.

På andre sprog

Hogweed.org er i fælleseje på 4 sprog. Hver udgave er oversat fra den engelske.

English Furanocoumarin
Português Furanocumarina
Nederlands Furanocoumarine
Dansk Furanocumarin