Almindelig bjørneklo

Denne artikel handler om den hjemmehørende europæiske art. For de invasive arter, se Kæmpe-bjørneklo. For andre planter kaldet bjørneklo, se Bjørneklo (flertydig).

Almindelig bjørneklo (Heracleum sphondylium), i Storbritannien som regel bare hogweed og på ældre engelsk cow parsnip, er en hjemmehørende skærmplante på enge, vejkanter, flodbredder og skovbryn i hele Europa. Den er typearten for slægten Heracleum,¹ og kæmpe-bjørnekloerne har deres fællesnavne fra den: engelsk giant hogweed, polsk barszcz Sosnowskiego, russisk borsjtjevik Sosnovskogo. Den bliver sjældent mere end 1,5 m høj, bærer hvide blomster i skærme op til 17 cm i tværmål, og er ikke opført som en invasiv art.²³⁴

Dens unge blade og skud blev spist, fodret til svin og køer, og fermenteret til en sur suppe, som blev almindeligt spist i Polen og Litauen indtil det syttende århundrede. Suppen hed barszcz. Fra det attende århundrede blev den en fattigmandsret, rødbeden erstattede bjørnekloen i gryden, og den nye suppe overtog navnet.⁵⁶⁷navnet blev bevaret, opskriften ændret

Taksonomi

Navn og type

Linné beskrev Heracleum sphondylium i 1753 og angav dens voksested som »Europas skove«. Dens lectotype, det eksemplar, der fastlægger navnet, er et ark i George Cliffords herbarium på Natural History Museum i London; det er også slægtens type, så Heracleum defineres af denne plante og ikke af dens kæmpeslægtninge.⁸¹ Epitetet er det græske sphondylion, en diminutivform af sphondylos, »hvirvel«, og navnet på cow parsnip hos Dioskorides; Plinius skrev spondylium.⁹

Underarter

Arten er meget variabel. Flora Europaea deler den i ni underarter, de fleste af dem bjergplanter fra Syd- og Centraleuropa;¹⁰ Kews World Checklist accepterer femten, og behandler den gulgrønblomstrede sibiriske bjørneklo, H. sibiricum, som en art for sig.¹¹ Den iberiske flora finder underarterne langt fra klare.³ Bladene spænder fra fjersnitdelte til trekoblede til udelte, og alle formerne bindes sammen af mellemformer: i de italienske Alper så botanikeren R. K. Brummitt hele spændet inden for en halv mil.¹² Brummitt fandt heller ingen kendetegn, der skilte den amerikanske cow parsnip fra én af de europæiske underarter, og reducerede den til et synonym;¹² Kew accepterer den nu som en selvstændig art, H. maximum.¹¹ Kromosomtallet er 2n = 22, som hos kæmpe-bjørnekloerne.³¹³

Hybrider med kæmpe-bjørneklo

Hvor de to arter mødes, frembringer almindelig bjørneklo og kæmpe-bjørneklo hybrider, der er mellemliggende i form og næsten sterile.¹⁴ Krydsninger lykkes kun den ene vej: med almindelig bjørneklo som frømoder var frøsætningen 22–23 procent, mens den omvendte krydsning slog fejl, måske fordi kæmpens grifler er længere.¹³ Insekter hjælper med at holde arterne adskilt. På en britisk lokalitet, hvor begge voksede, blev 59 insektarter fanget på almindelig bjørneklo og 48 på kæmpe-bjørneklo, kun 23 af dem på begge, og hvert insekt bar næsten udelukkende pollen fra den plante, det blev fanget på.¹⁵

I Storbritannien og Irland er hybriden en høj, mangestænglet flerårig plante på flodbredder, første gang registreret i Irland ved floden Liffey i 1951 og i Storbritannien ved floden Brent i 1962; den er formentlig underregistreret.¹⁶ Det er blevet foreslået, at kæmpen kunne udhybridiseres, så den ikke længere fandtes. Efter at have foretaget krydsningerne fandt Fiona Stewart og John Grace det usandsynligt: hvis gener overhovedet strømmede, ville de strømme fra kæmpen ind i den hjemmehørende plante, ikke omvendt.¹³reform indefra: anset for usandsynlig I Nordnorge krydser sibirisk bjørneklo sig med hårfrugtet bjørneklo, og den frugtbare hybrid fører gener ind i den hjemmehørende plante.¹⁷

Navne

Det engelske navn cow parsnip blev opfundet af William Turner i 1548, som skrev, at planten »may be called in englishe Cowpersnepe« [»kan kaldes på engelsk Cowpersnepe«]; i 1657 forklarede William Coles det som godt foder til køer.¹⁸¹⁹ Ordet hogweed er registreret fra 1707, som et navn for planter, svin åd, eller som blev anset kun egnede til dem; ordbøgerne siger ikke, hvilken plante den første registrering mente.²⁰ Coles skrev, at svin åd grådigt af denne, og i 1865 forklarede en victoriansk flora navnet med de svin, der »hurtigt fedes op« af dens blade.¹⁹²¹ Andre engelske navne omfatter keck og kex, madnep, pig’s bubbles, pig’s cole, rabbit-meat og swine weed.¹⁹

I store dele af Europa er planten en bjørnepote: tysk Bärenklau, dansk bjørneklo, ungarsk medvetalp, russisk medvezj’ja lapa. Det middelalderlatinske branca ursina, »bjørnepote«, var oprindeligt navnet på akantus, hvis blade ligner, og gik over til bjørneklo først i Frankrig. Ældre tysk holdt de to adskilt: akantus blev kaldt den sande eller italienske Bärenklau, og bjørneklo den tyske eller falske.²²

De slaviske ord barszcz og borshch betegnede oprindeligt planten. Deres oprindelse søges i ord for en spids eller børste, efter plantens skarpe blade, beslægtet med tysk Borste.⁷⁶ Navnet gik fra planten til den suppe, der blev lavet af den, og fra den suppe til den rødbedesuppe, der afløste den.⁷⁶ I 1883 var ændringen fuldbyrdet nok til, at et polsk spørgeskema om folkelige planter måtte spørge om »barszcz planten«, for at skelne den fra suppen.²³ Slægtens russiske navn, borsjtjevik, er dannet af det samme ord, og derfor blev den sovjetiske ensilageafgrøde til borsjtjevik Sosnovskogo.

Beskrivelse

Almindelig bjørneklo bliver som regel 0,5–1,5 m høj, af og til op til 2 m, og på Den Iberiske Halvø op til 2,8 m.²³ Stænglen er kraftig, hul og furet, med stive hår, der peger nedad.²¹ Bladene er fjersnitdelte, med to eller tre par brede, lappede småblade, håret, op til 35 cm lange, og dufter svagt af fennikel eller anis, når de knuses.¹²²¹²⁴ En pælerod, undertiden med flere hoveder, kan gå ned til 2 m.²⁴

Skærmene er op til 17 cm i tværmål, med 10–32 ulige stråler.³ Blomsterne er hvide, af og til med et skær af lyserødt eller violet; de yderste blomster i hver skærm har forstørrede yderkronblade, delt i to lapper.³²⁴²¹ Planter af den sibiriske underart har løsere skærme med gulgrønne blomster.²⁵ Topskærmen har tvekønnede blomster; sideskærmene har hanblomster, alene eller blandet med tvekønnede.³ Blomsterne er stærkt protandriske. Støvknapperne åbner sig mellem klokken syv og ni om morgenen; en skærms hanlige fase varer fire eller fem dage, og efter en pause bliver hele skærmens støvfang modtagelige samme dag.¹³ Planten er selvforenelig, men i forsøg satte selvbestøvede skærme i gennemsnit 16 procent frø mod omkring 67 procent ved krydsbestøvning.²¹³

Frugten deler sig i to flade, vingede halvdele på 6–10 mm, der vejer 5–7 mg hver.³²⁶ Skøn over den frømængde, én plante sætter, spænder fra et gennemsnit på omkring 850 til 5.000–8.000, en brøkdel af kæmpens.²⁶ Blomstringen varer fra juni til september.²²⁷

Levetid

Floraer er uenige om, hvor længe planten lever. Flora Europaea og den iberiske flora kalder den toårig eller kortlivet flerårig, og en britisk egenskabsdatabase koder den som toårig; tyske og britiske kilder beskriver en flerårig plante, der blomstrer gentagne gange.^13328227 I en forsøgsudplantning i det sydøstlige Skotland, fulgt fra 1978 til 1982, overlevede mere end halvdelen af de almindelige bjørnekloer fem år, og mange blomstrede i hver af fire sæsoner; kæmpe-bjørnekloerne blomstrede én gang, i deres tredje til femte år, og døde som regel.¹³

Spiring

Frøet har brug for vinter. Dets dvale brydes, og embryoet vokser, kun under 10 °C: ved 2 °C firdobler embryoet sin størrelse på ni uger, mens det ved 15 °C stopper med at vokse, efter det er fordoblet.²⁹³⁰ Kimplanterne kommer op næsten alle på én gang i det tidlige forår.²⁹ I modsætning til kæmpe-bjørneklo, hvis frø kan overleve i jorden i årevis, holder den næsten ingen frøbank: efter efterårsudsåning er kun få spiredygtige frø tilbage efter et år, og 88 af 93 registreringer i en europæisk egenskabsdatabase beskriver dens frøbank som forbigående.³¹²⁶

Udbredelse og levested

Almindelig bjørneklo er hjemmehørende fra Europa til Tyrkiet og Marokko, og er blevet indført til det nordøstlige Nordamerika, New Zealand, Island og Færøerne.¹¹ I Storbritannien og Irland vokser den næsten overalt, fra havniveau til 1.005 m, og dens udbredelse har ikke ændret sig nævneværdigt siden 1960’erne.²⁷ Den vokser på ru og forstyrret græsland, især langs veje, og på skovveje, flodbredder, klitter og klipper.²⁷ På britiske vejkanter blomstrer vild kørvel først, så hogweed og rank kørvel, og sammen giver de vejkanterne det cremehvide slør fra sent forår og sommer.³²

Den er en plante fra frugtbar jord og en stærk indikator for kvælstof.² På schweiziske høenge breder den sig, hvor der spredes for meget gylle, og græsset slås for sjældent, og den vokser ikke på afgræsningsmarker.²⁴ I et tjekkisk forsøg øgede en lille dosis kvælstof den, og slåning to uger tidligere end sædvanligt mindskede den.³³

Økologi

Almindelig bjørneklo besøges af mere end hundrede insektarter. I det nordøstlige Polen kom mere end 108 arter til dens blomster over to sæsoner, men kun to eller tre stod for det meste af bestøvningen, hovedsageligt mellemstore fluer. Blomster i den hanlige fase blev besøgt mere end dem i den hunlige fase, og nogle besøgende kom kun til hanlige blomster og er måske snyltere snarere end bestøvere.³⁴³⁵hundrede besøgende, to eller tre arbejdere Sociale hvepse kommer efter nektaren, tiltrukket af en duft, hvori linalool er hovedstoffet.³⁶ I Storbritannien er den røde blødbille, Rhagonycha fulva, så tæt knyttet til planten, at den er kendt som »the hogweed bonking beetle«; de voksne lever i median 4,4 dage.³⁷

I Schweiz blev der fundet 34 arter af planteædende leddyr på almindelig bjørneklo og 34 på kæmpe-bjørneklo, 26 af dem på begge.³⁸ Almindelig bjørneklo er den foretrukne hjemmehørende værtsplante for pastinakmøllet, Depressaria radiella, hvis larver æder i spind på den modnende frugt og derefter borer sig ind i den hule stængel for at forpuppe sig. Bænkebidere, ørentviste og edderkopper flytter senere ind i hullerne.³⁹ Vilde planter i Skotland uden symptomer bar seks vira, som alle smittede dyrkede skærmplanter i forsøg.⁴⁰

Giftighed

Ligesom kæmpe-bjørnekloerne indeholder almindelig bjørneklo furanocumariner, men mest i rødderne og frugterne. I en test af ni underarter var frugterne fototoksiske i alle, og bladene hos de to, der er almindelige i Nordeuropa, som regel slet ikke.⁴¹ Rumænske planter havde ingen påviselige furanocumariner i blade eller stængler, omkring 6 mg pr. gram i rødderne og op til 3,5 mg pr. gram i de grønne frugter.⁴² I én sammenligning indeholdt bladene af sibirisk bjørneklo omkring en sjettedel så meget som dem af rundlobet bjørneklo; frugterne af de to indeholdt nogenlunde det samme.⁴³

Den forbrænder stadig. I 1975 rapporterede dermatologer om 58 soldater, der var brudt ud i blæredannende striber efter felttjeneste i vegetation, der omfattede bjørneklo, hvilket de kaldte den vigtigste årsag til sådanne reaktioner på deres breddegrader.⁴⁴ Roterende slåmaskiner spreder saften sammen med det afslåede græs og frembringer diffuse snarere end stribede forbrændinger,⁴⁵ og trimmere forårsager »trimmerudslæt«; rådet er at trimme om aftenen.⁴⁶ En hest i Storbritannien blev i 2010 mistænkt for at være blevet lysfølsomgjort af den.⁴⁷

Frugtens olie, undersøgt allerede i 1876, er rig på octylforbindelser: i en tyrkisk prøve var halvdelen af den octanol.⁴⁸⁴⁹

Anvendelser

Barszcz

De fermenterede blade og stængler er først registreret i 1595, af Marcin af Urzędów, som beskrev bjørneklo syrnet på polsk vis som godt mod feber og tørst, at spise med æg og smør på dage uden kød. To år senere skrev John Gerard, at folk i Polen og Litauen bryggede en drik af den med hævemiddel og drak den i stedet for øl.⁵⁵⁰ I 1613 beskrev den polske urtekyndige Syrennius planten som velkendt for alle i Polen, Rus’, Litauen og Samogitien; bladene blev indsamlet i maj, og suppen blev lavet alene eller med kylling, æg, fløde eller hirse. I det syttende århundrede blev den serveret for professorerne ved det Jagiellonske Universitet i Kraków hver onsdag i fasten, og som hovedsuppe til påske.⁵

For at lave den blev unge blade og stængler dækket med varmt vand og efterladt i nogle dage til at syrne. Adam Maurizio, en madhistoriker, kaldte den slavernes vigtigste fermenterede suppe, og Łukasz Łuczaj og Wojciech Szymański kalder bjørneklo Polens sidste mælkesyrefermenterede vilde grøntsag.⁵

I det attende århundrede var suppen blevet en sjælden fattigmandsret. I 1783 skrev en polsk naturforsker, at almuen lavede en suppe kaldet barszcz af bjørneklo, og i 1799 blev litauiske landsbyboere beskrevet, mens de fermenterede eller tørrede de unge blade. Rødbedesuppe overtog dens plads og dens navn; den sidste registrering fra Litauen er fra 1845.⁵det sivede ned Bjørneklo-barszcz overlevede i nogle få landsbyer: i Straconka, i Beskiderne, lavede en kvinde født i 1880 den indtil 1940’erne eller 1950’erne, og ved Rabka-Zdrój var de grønne dele en hungersnødsføde før Første Verdenskrig.⁵⁵¹ I 1883 rapporterede halvdelen af de tolv korrespondenter fra det, der nu er Hviderusland, stadig om brug af planten i sure supper.²³

Andre steder

I Sibirien blev, ifølge J. G. Gmelin som genfortalt i en victoriansk flora, de skrællede stængler spist, stænglerne blev tørret, indtil et sukkerholdigt stof dannedes på dem, og en spiritus blev destilleret af dem, som Gmelin fandt mere behagelig end spiritus af korn; hvilken bjørneklo han beskrev, er usikkert.²¹ I dele af England blev bladene indsamlet til svin, og i Somerset »indsamlet i stor stil« til dem.¹⁹²¹ I Aberdeenshire gav en gammel kone sine køer en kurvfuld hver aften i sæsonen og tilskrev den næste morgens mælk.¹⁹

Den samme victorianske flora fandt, at de unge skud smagte som asparges, og beklagede, at planten, almindeligvis anset for et skadeligt ukrudt, ikke blev spist mere: den »might really be usefully employed, if our peasantry were better informed« [»kunne virkelig anvendes med nytte, hvis vor almue var bedre oplyst«].²¹ Sankere spiser stadig skuddene og bruger frøet som krydderi.⁵² I Rumænien sælges planten i kosttilskud mod potens, frugtbarhed og hormonel balance; tre testede tinkturer ville levere op til 13 gange den daglige dosis furanocumariner, som forfatterne brugte som grænseværdi.⁴² En oversigtsartikel fra 2023, finansieret af EU’s genopretningsprogram, foreslog at tæmme den som en ny handelsafgrøde.⁵²de fattiges suppe, fremtidens handelsafgrøde

På gårde er den en blandet fornøjelse. De unge blade er næringsrige og lette at fordøje, men de bliver hurtigt vedagtige og smuldrer væk under høslæt, og i mængde har planten ingen værdi som foder og fortrænger bedre foderplanter.²⁴ Et herbicid under udvikling til græsarealer opfører den blandt de vanskeligt bekæmpelige skærmplanter.⁵³

Status

Almindelig bjørneklo er ikke truet i Storbritannien og er ikke truet i Tyskland.²⁷² Den står hverken på EU’s liste over invasive ikkehjemmehørende arter eller i Schedule 9 til Wildlife and Countryside Act, som begge nævner kæmpe-bjørneklo.⁴⁵⁴

Se også

• Kæmpe-bjørneklo
• Rundlobet bjørneklo
• Hårfrugtet bjørneklo
• Heracleum
• Skærm
• Furanocumarin

Footnotes

1. Natural History Museum, London. Linnaean Plant Name Typification Project: records for Heracleum. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩²

2. Bundesamt für Naturschutz. “Heracleum sphondylium L.”. FloraWeb. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵ ↩⁶ ↩⁷

3. Castroviejo, S. (2003). “Heracleum L.”. In Nieto Feliner, G.; et al. (eds.). Flora iberica. 10: 365–368. Madrid: Real Jardín Botánico, CSIC. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵ ↩⁶ ↩⁷ ↩⁸ ↩⁹

4. Commission Implementing Regulation (EU) 2016/1141 of 13 July 2016 adopting a list of invasive alien species of Union concern, consolidated text of 2 August 2022. ↩ ↩²

5. Łuczaj, Ł.; Szymański, W. M. (2007). “Wild vascular plants gathered for consumption in the Polish countryside: a review”. Journal of Ethnobiology and Ethnomedicine. 3: 17. doi:10.1186/1746-4269-3-17. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵ ↩⁶

6. Brückner, A. (1927). Słownik etymologiczny języka polskiego. Kraków. p. 17, s.v. barszcz. ↩ ↩² ↩³

7. Vasmer, M. Etimologicheskii slovar’ russkogo yazyka [Etymological dictionary of the Russian language]. Trans. O. N. Trubachev. 1: 198, s.v. borshch. ↩ ↩² ↩³

8. Linnaeus, C. (1753). Species Plantarum. 1: 249. Stockholm: Laurentius Salvius. doi:10.5962/bhl.title.669. ↩

9. Liddell, H. G.; Scott, R.; Jones, H. S. (1940). A Greek–English Lexicon. Oxford: Clarendon Press. s.v. σφονδύλιον. ↩

10. Brummitt, R. K. (1968). “Heracleum L.”. In Tutin, T. G.; et al. (eds.). Flora Europaea. 2: 364–366. Cambridge University Press. Read in the Flora Europaea database, Royal Botanic Garden Edinburgh. ↩

11. Govaerts, R. (2026). The World Checklist of Vascular Plants. Royal Botanic Gardens, Kew. doi:10.15468/6h8ucr. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩² ↩³

12. Brummitt, R. K. (1971). “Relationship of Heracleum lanatum Michx. of North America to H. sphondylium L. of Europe”. Rhodora. 73: 578–584. ↩ ↩² ↩³

13. Stewart, F.; Grace, J. (1984). “An experimental study of hybridization between Heracleum mantegazzianum Somm. & Levier and H. sphondylium L. subsp. sphondylium (Umbelliferae)”. Watsonia. 15: 73–83. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵ ↩⁶ ↩⁷

14. Weimarck, G.; Stewart, F.; Grace, J. (1979). “Morphometric and chromatographic variation and male meiosis in the hybrid Heracleum mantegazzianum × H. sphondylium (Apiaceae) and its parents”. Hereditas. 91 (1): 117–127. doi:10.1111/j.1601-5223.1979.tb01651.x. ↩

15. Grace, J.; Nelson, M. (1981). “Insects and their pollen loads at a hybrid Heracleum site”. New Phytologist. 87 (2): 413–423. doi:10.1111/j.1469-8137.1981.tb03212.x. ↩

16. Stace, C. A.; Preston, C. D.; Pearman, D. A. “Heracleum sphondylium × mantegazzianum”. In: BSBI Online Plant Atlas 2020. Botanical Society of Britain and Ireland. ↩

17. Alm, T.; Hegre, H.; Solstad, H.; et al. (2023). “Tromsøpalme Heracleum persicum: vurdering av økologisk risiko”. Fremmedartslista 2023. Artsdatabanken. ↩

18. Turner, W. (1548). The Names of Herbes. Ed. J. Britten (1881). London: English Dialect Society. p. 76. ↩

19. Britten, J.; Holland, R. (1886). A Dictionary of English Plant-Names. London: Trübner, for the English Dialect Society. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵

20. Harper, D. “hogweed”. Online Etymology Dictionary. Retrieved 26 September 2026. ↩

21. Syme, J. T. B., ed. (1865). English Botany. 3rd ed. 4: 154–155, with the popular account by Mrs Lankester. London: Robert Hardwicke. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵ ↩⁶ ↩⁷

22. Kolosova, V.; Svanberg, I.; Kalle, R.; et al. (2017). “The bear in Eurasian plant names: motivations and models”. Journal of Ethnobiology and Ethnomedicine. 13: 14. doi:10.1186/s13002-016-0132-9. ↩

23. Łuczaj, Ł.; Köhler, P.; Pirożnikow, E.; Graniszewska, M.; Pieroni, A.; Gervasi, T. (2013). “Wild edible plants of Belarus: from Rostafiński’s questionnaire of 1883 to the present”. Journal of Ethnobiology and Ethnomedicine. 9: 21. doi:10.1186/1746-4269-9-21. ↩ ↩²

24. Arbeitsgemeinschaft zur Förderung des Futterbaues. “Bärenklau, Wiesen- (Heracleum sphondylium)”. eAGFF: Fachwissen im Futterbau. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵

25. Zych, M. (2002). “Pollination biology of Heracleum sphondylium L. (Apiaceae): the advantages of being white and compact”. Acta Societatis Botanicorum Poloniae. 71 (2): 163–170. doi:10.5586/asbp.2002.019. ↩

26. Kleyer, M.; Bekker, R. M.; Knevel, I. C.; et al. (2008). “The LEDA Traitbase: a database of life-history traits of the Northwest European flora”. Journal of Ecology. 96 (6): 1266–1274. doi:10.1111/j.1365-2745.2008.01430.x. ↩ ↩² ↩³

27. Watson, M. F.; Mountford, J. O. “Heracleum sphondylium L.”. In: BSBI Online Plant Atlas 2020. Botanical Society of Britain and Ireland. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵

28. Hill, M. O.; Preston, C. D.; Roy, D. B. (2004). PLANTATT: Attributes of British and Irish Plants. Huntingdon: Centre for Ecology & Hydrology. ↩

29. Jauzein, P.; Mansour, A. (1992). “Principaux facteurs de la germination de Heracleum sphondylium L.: importance de l’oxygène”. Agronomie. 12 (1): 85–96. doi:10.1051/agro:19920108. ↩ ↩²

30. Stokes, P. (1952). “A physiological study of embryo development in Heracleum sphondylium L. I. The effect of temperature on embryo development”. Annals of Botany. 16 (3): 441–447. doi:10.1093/oxfordjournals.aob.a083326. ↩

31. Roberts, H. A. (1979). “Periodicity of seedling emergence and seed survival in some Umbelliferae”. Journal of Applied Ecology. 16 (1): 195. doi:10.2307/2402738. ↩

32. Rodwell, J. S., ed. (1992). “Arrhenatherum elatius grassland”. British Plant Communities. 3: 32–42. Cambridge University Press. doi:10.1017/9780521391665.005. ↩

33. Čámská, K.; Skálová, H. (2012). “Effect of low-dose N application and early mowing on plant species composition of mesophilous meadow grassland (Arrhenatherion) in Central Europe”. Grass and Forage Science. 67 (3): 403–410. doi:10.1111/j.1365-2494.2012.00858.x. ↩

34. Zych, M. (2007). “On flower visitors and true pollinators: the case of protandrous Heracleum sphondylium L. (Apiaceae)”. Plant Systematics and Evolution. 263 (3–4): 159–179. doi:10.1007/s00606-006-0493-y. ↩

35. Zych, M. (2006). “Diurnal activity of the key pollinators of Heracleum sphondylium L. (Apiaceae)”. Acta Agrobotanica. 59 (1): 279–288. doi:10.5586/aa.2006.029. ↩

36. Lukas, K.; Dötterl, S.; Ayasse, M.; Burger, H. (2020). “Olfactory and visual floral signals of Hedera helix and Heracleum sphondylium involved in host finding by nectar-foraging social wasps”. Frontiers in Ecology and Evolution. 8: 571454. doi:10.3389/fevo.2020.571454. ↩

37. Rodwell, L. E.; Day, J. J.; Foster, C. W.; Holloway, G. J. (2018). “Daily survival and dispersal of adult Rhagonycha fulva (Coleoptera: Cantharidae) in a wooded agricultural landscape”. European Journal of Entomology. 115: 432–436. doi:10.14411/eje.2018.043. ↩

38. Bürki, C.; Nentwig, W. (1997). “Vergleichende Untersuchungen von herbivoren Insekten an Heracleum sphondylium und H. mantegazzianum in der Schweiz”. Entomologia Generalis. 22 (2): 147–155. doi:10.1127/entom.gen/22/1997/147. ↩

39. Harvey, J. A.; Gols, R.; Smith, B.; Ode, P. J. (2019). “Invasive moth facilitates use of a native food plant by other native and invasive arthropods”. Ecological Research. 34 (5): 659–666. doi:10.1111/1440-1703.12035. ↩

40. Bem, F.; Murant, A. F. (1979). “Transmission and differentiation of six viruses infecting hogweed (Heracleum sphondylium) in Scotland”. Annals of Applied Biology. 92 (2): 237–242. doi:10.1111/j.1744-7348.1979.tb03869.x. ↩

41. Weimarck, G.; Nilsson, E. (1980). “Phototoxicity in Heracleum sphondylium”. Planta Medica. 38 (2): 97–111. doi:10.1055/s-2008-1074844. ↩

42. Laczkó Zöld, E.; Kis, C.; Nagy-György, E.; Domokos, E.; Ferencz, E.; Szabó, Z.-I. (2025). “Fast determination of furocoumarins in food supplements containing Heracleum sphondylium L. using capillary electrophoresis”. Foods. 14 (13): 2348. doi:10.3390/foods14132348. ↩ ↩²

43. Shtratnikova, V. Yu.; Bogdanov, V. P.; Schelkunov, M. I.; et al. (2025). “Furanocoumarins in two European species of Heracleum: transcriptomic and metabolomic study”. BMC Plant Biology. 25: 1091. doi:10.1186/s12870-025-07042-3. ↩

44. Qadripur, S. A.; Gründer, K. (1975). “[Case contribution on a group affliction with photodermatitis bullosa striata pratensis (Oppenheim)]”. Der Hautarzt. 26 (9): 495–497. PMID 1184393. ↩

45. Ippen, H. (1984). “[Photodermatitis bullosa generalisata]”. Dermatosen in Beruf und Umwelt. 32 (4): 134–137. PMID 6383757. ↩

46. Ippen, H. (1990). “[Phytophotodermatitis caused by plant trimming (edger’s rash)]”. Dermatosen in Beruf und Umwelt. 38 (6): 190–192. PMID 2149100. ↩

47. Chen, Y.; Quinn, J. C.; Weston, L. A.; Loukopoulos, P. (2019). “The aetiology, prevalence and morbidity of outbreaks of photosensitisation in livestock: a review”. PLOS ONE. 14 (2): e0211625. doi:10.1371/journal.pone.0211625. ↩

48. Möslinger, W. (1876). “Ueber das ätherische Oel der Früchte von Heracleum sphondylium und einige neue Octylderivate”. Berichte der Deutschen Chemischen Gesellschaft. 9 (1): 998–1008. doi:10.1002/cber.187600901294. ↩

49. İşcan, G.; Demirci, F.; Kürkçüoğlu, M.; Kıvanç, M.; Başer, K. H. C. (2003). “The bioactive essential oil of Heracleum sphondylium L. subsp. ternatum (Velen.) Brummitt”. Zeitschrift für Naturforschung C. 58 (3–4): 195–200. doi:10.1515/znc-2003-3-410. ↩

50. Gerard, J. (1597). The Herball or Generall Historie of Plantes. London: John Norton. p. 856. ↩

51. Łuczaj, Ł. (2008). “Archival data on wild food plants used in Poland in 1948”. Journal of Ethnobiology and Ethnomedicine. 4: 4. doi:10.1186/1746-4269-4-4. ↩

52. Matarrese, E.; Renna, M. (2023). “Prospects of hogweed (Heracleum sphondylium L.) as a new horticultural crop for food and non-food uses: a review”. Horticulturae. 9 (2): 246. doi:10.3390/horticulturae9020246. ↩ ↩²

53. Schulz, T.; Kunz, A.; Bonin, J. (2020). “Control of Umbelliferae in grassland and pasture, a new herbicide containing Arylex™ active”. Julius-Kühn-Archiv. 464. doi:10.5073/jka.2020.464.022. ↩

54. Wildlife and Countryside Act 1981 (c. 69), s. 14 and Schedule 9. ↩