Rundlobet bjørneklo

Denne artikel handler om arten. For de invasive kæmpe-bjørnekloer generelt, se Kæmpe-bjørneklo. For slægten, se Heracleum.

Rundlobet bjørneklo (Heracleum sosnowskyi; russisk borsjtjevik Sosnovskogo) er en kæmpe-bjørneklo, hjemmehørende i Kaukasus. Fra 1947 blev den indført til dyrkning i Sovjetunionen som en højtydende ensilageafgrøde, og i 1960’erne blev dens frø sendt til gårde over hele landet.¹ Afgrøden skuffede: dens saft forbrændte de mennesker, der håndterede den, og dens lugt trængte ind i mælken og kødet fra de dyr, der åd den.¹² Dyrkningen ophørte i 1980’erne, og i 1990’erne, da det kollektive landbrug brød sammen, og markerne blev opgivet, spredte planten sig ukontrolleret.¹³

Den er nu blandt de mest problematiske invasive planter i Rusland, de baltiske stater, Hviderusland og Polen. EU opfører den som en invasiv ikkehjemmehørende art af EU-betydning.⁴ I Rusland blev dens registrerede sort slettet fra det statslige register i 2012, fordi den havde mistet sin økonomiske nytte, og i 2015 blev planten officielt omklassificeret fra afgrøde til ukrudt.⁵ Rosselkhoznadzor, det russiske landbrugstilsyn, har kaldt den et ensilage-»mirakel«, der ikke indfriede den tillid, det blev vist.⁶det indfriede ikke den tillid, det blev vist

Taksonomi

Arten blev navngivet i 1944 af botanikeren Ida P. Mandenova, ud fra materiale indsamlet i Meskhetien, Georgien.⁷¹ Den hylder den kaukasiske botaniker Dmitrij Ivanovitj Sosnovskij, hvis leveår angives som 1885–1952 af nogle kilder og 1886–1953 af andre.⁷ Mandenova placerede den sammen med kæmpe-bjørneklo, H. mantegazzianum, i slægtens sektion Pubescentia.¹

Den er mindre end kæmpe-bjørneklo, op til omkring 3 m høj, med mindre dybt delte blade.⁸ I sit naturlige udbredelsesområde vokser den i det østlige og centrale Kaukasus, fra Dagestan og Kabardino-Balkarien gennem Georgien til det nordlige Armenien og det nordøstlige Tyrkiet.¹ Dens genom, kortlagt i 2023, indeholder 55.106 gener, langt flere end de 25.000–35.000, der er sædvanlige hos planter.⁹

Hvorvidt den sovjetiske afgrøde overhovedet var rundlobet bjørneklo er blevet betvivlet. DNA-stregkoder fra invasive planter omkring Kirovsk og Syktyvkar, de to steder, hvor indførelsen begyndte, stemte overens med kæmpe-bjørneklo, H. mantegazzianum; forfatterne foreslår, at de to arter hybridiserede på de første forsøgsparceller.¹⁰¹¹ Kæmpe-bjørneklo blev selv afprøvet i Sovjetunionen i mindre målestok.¹ Hvis bestemmelsen holder, var den sovjetiske foderafgrøde og den victorianske haveprydplante den samme art. Se Heracleum § Navne.

Historie

Indførelse

Eftersøgningen af planten begyndte i det, russiske historikere om episoden kalder de hårde efterkrigsår, da Sovjetunionen søgte at genoprette og hæve sit landbrugs produktivitet så hurtigt som muligt.¹ Gården ved den polar-alpine botaniske have i Kirovsk, på Kolahalvøen, havde været den første i sovjetisk praksis til at lave ensilage af flerårige urter.¹ I 1946 fik A. A. Martjenko til opgave at sammenligne sådanne urter, og rundlobet bjørneklo frembragte mest biomasse.¹² I 1947 blev planter fra nær Nalchik, i Kabardino-Balkarien, bragt til haven til afprøvning som ensilageafgrøde.¹¹⁰

Arbejdet bredte sig udad. I 1951 eller 1952 gik frø til Biologisk Institut i Syktyvkar, i republikken Komi, som blev det unionsdækkende center for indførelse af nye ensilageplanter.¹¹⁰ Flere centre fulgte, nær Leningrad, i Nalchik, hvor forædlere forsøgte at frembringe sorter, der ikke ville forbrænde, i Lobnja nær Moskva fra 1959, og i 1970’erne ved Timirjazev Landbrugsakademi. I 1956 blev planten sat på listen til forsøg i pilotskala.¹

Historikere om indførelsen skelner mellem fire faser: lokale forsøg fra slutningen af 1940’erne, masseindførelse fra slutningen af 1950’erne, afslutning fra midten af 1970’erne, og ukontrolleret invasion fra 1990’erne.¹³

Masseudplantning

Efter Ozerova & Krivosheina (2018), Shadrin et al. (2023) og det lettiske miljøministerium (2007).

Fra 1960’erne blev planten dyrket i massemålestok i hele Sovjetunionen, selvom dens saft allerede var kendt for at forbrænde huden.¹ Fra 1962 til 1966 alene blev 5.500 kg frø af de nye ensilageplanter, bjørneklo iblandt dem, sendt fra Syktyvkar til næsten 1.500 gårde.¹⁰ I Letland blev den første produktionsudsåning foretaget i 1968 på sovkhozen Barkava, fra et halvt kilogram frø; den første mark dækkede 0,2 ha, og ved slutningen af 1970’erne dyrkede gården 40 ha.¹⁴ Afgrøden blev også dyrket i de øvrige baltiske republikker, Ukraine, Hviderusland, Moldova og Kirgisistan.¹

Det samlede areal vil aldrig blive kendt: sovjetisk landbrugsstatistik registrerede bjørneklo sammen med andre ensilageafgrøder.¹ En del af spredningen fulgte forskningens behov snarere end gårdenes. I Rzjev-distriktet i Kalinin oblast, hvor 140 ha blev tilplantet, og frø blev sendt til tres adresser, forbinder historikere plantens senere spredning til flere oblaster med afhandlingsforskning baseret ved Timirjazev-akademiet.¹

Forædlere forsøgte at fjerne forbrændingen. Ifølge I. F. Satsyperova, hvis samling ved Komarov Botaniske Institut sammenlignede tredive arter af Heracleum, fortsatte forædlingen af rundlobet bjørneklo ind i 1980’erne og kom til intet, fordi produktionen af fotodynamiske furanocumariner er en dominant egenskab.¹ En sort, »Severjanin«, blev alligevel registreret.⁵

Problemer

Forbrændingerne var kendt fra 1950’erne.¹ Tidlige fodringsforsøg fandt ingen skade på dyrene, og køer fodret med ensilagen gav mere mælk.¹² Senere arbejde var mindre opmuntrende. I begyndelsen af 1980’erne blev det påvist, at furanocumariner overlever i ensilage og svækker den mælkesyregæring, der konserverer den; plantens lugt gik over i kød og mælk; og køer åd nødigt bjørneklo-ensilage, når de havde noget andet.¹ I de baltiske stater førte mælkens anissmag og faren for mennesker og kvæg til, at plantagerne blev opgivet.²

Opgivelse og spredning

Dyrkningen ophørte i 1980’erne, og forskningen i afgrøden blev afviklet i årtiets anden halvdel.¹³ Forvildede planter var fundet nær Moskva allerede i 1948, og forvildede eksemplarer sås overalt fra 1970’erne.¹

Den store udvidelse kom i 1990’erne. Med det, russiske forfattere beskriver som ødelæggelsen af det agroindustrielle kompleks, kom spredningen ud af kontrol og antog karakter af en økologisk katastrofe.¹ Landbrugsvirksomheder brød sammen, regelmæssig slåning ophørte, og markerne blev til overdrevet jord, som planten indtog, mens den spredte sig langs vejene.³ Omkring tyve år gik mellem dens spredning ind i byer og landsbyer og de første officielle bekæmpelsestiltag. Den er registreret i 54 af Ruslands føderale subjekter, og er siden 2005 blevet fundet uden for landbrugsjord i Sibirien.¹⁵sået af planen, spredt af dens fravær

Udbredelse

Kilder: Dalke et al. (2018); Rosselkhoznadzor (2023, 2025); Lukitjeva (2014); EPPO; den lettiske plantebeskyttelsestjeneste; Jodaugienė et al. (2018); den estiske miljøstyrelse; Hvideruslands ministerium for naturressourcer (2023).

Påstande i den populære presse om titals millioner hektar¹⁶ ligger langt over alt, hvad der er målt i marken.¹⁵

Bekæmpelse og lovgivning

De offentlige kontrakter til kortlægning og udryddelse af planten i Rusland mellem 2011 og 2017 kostede 314 millioner rubler; Leningrad, Moskva og Vologda oblaster tegnede sig for ni tiendedele af det behandlede areal.¹⁵

Rusland fjernede planten fra den nationale klassifikator for landbrugsprodukter fra 1. januar 2015, så den mistede status som afgrøde, og tilføjede den til branchens klassifikator for ukrudt samme år.⁵ Den er ikke en karantæneskadegører.⁶ Siden 1. marts 2026 har en føderal lov forpligtet jordejere til at udrydde farlige invasive planter på deres jord, under trussel om at miste den. Loven definerer sådanne planter som dem, hvis spredning truer miljøet, menneskers sundhed og biodiversiteten, og skader bestemte sektorer af økonomien; listerne udarbejdes af hver region.¹⁷ I Moskva oblast har bøder på op til en million rubler været gældende siden 2018. I 2025 erstattede oblasten bøden for borgere med et fast beløb på 5.000 rubler, idet man fandt det gamle spænd ude af proportion med omkostningen ved at fjerne planten.¹⁸¹⁹

I Letland, hvor et papir fra 1986 havde kaldt planten en »botanisk mårhund«,¹⁴ blev et nationalt program for 2006–2012 budgetteret til 15,35 millioner lats.²⁰ Siden 2008 har ejere af angrebet jord skullet registrere den, indsende en bekæmpelsesplan, fortsætte indtil bevoksningen er væk, og overvåge i mindst fem år. En blomstrende plante med en udviklet skærm gælder som bevis for, at bekæmpelse ikke er blevet udført.²¹ Estland besluttede at udrydde planten i 2003,²² og Litauen har opført den til obligatorisk bekæmpelse siden 2001.²³

EU satte rundlobet bjørneklo på sin liste over invasive ikkehjemmehørende arter af EU-betydning i 2016; den må ikke længere holdes, dyrkes, sælges eller udsættes.⁴ Mårhunden blev tilføjet den samme liste året efter.²⁴

I kulturen

I polsksproget og russisksproget journalistik kaldes planten undertiden »Stalins hævn«, efter beslutningen fra 1947; tilnavnets oprindelse er udokumenteret.²⁵ Den polske kunstner Liliana Zeic udstillede i 2017 en plante i et glasskab under denne titel.²⁶ I Moskva lagde Et Cetera-teatrets opsætning i 2019 af Mykola Kulisjs skuespil Blessed Island sin anden akt på en ø overgroet med smuk, men giftig bjørneklo.²⁵

Se også

• Kæmpe-bjørneklo
• Heracleum
• Furanocumarin
• Bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo

Footnotes

1. Ozerova, N. A.; Krivosheina, M. G. (2018). “Patterns of secondary range formation for Heracleum sosnowskyi and H. mantegazzianum on the territory of Russia”. Russian Journal of Biological Invasions. 9 (2): 155–162. doi:10.1134/S2075111718020091. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴ ↩⁵ ↩⁶ ↩⁷ ↩⁸ ↩⁹ ↩¹⁰ ↩¹¹ ↩¹² ↩¹³ ↩¹⁴ ↩¹⁵ ↩¹⁶ ↩¹⁷ ↩¹⁸ ↩¹⁹ ↩²⁰ ↩²¹ ↩²²

2. Nielsen, C.; Ravn, H. P.; Nentwig, W.; Wade, M., eds. (2005). The Giant Hogweed Best Practice Manual: Guidelines for the management and control of an invasive weed in Europe. Hørsholm: Forest & Landscape Denmark. ISBN 87-7903-209-5. ↩ ↩²

3. Luneva, N. N. (2014). “Borshchevik Sosnovskogo v Rossiiskoi Federatsii” [Heracleum sosnowskyi in the Russian Federation]. Zashchita i Karantin Rastenii. 2014 (3): 12–18. ↩ ↩² ↩³

4. Commission Implementing Regulation (EU) 2016/1141 of 13 July 2016 adopting a list of invasive alien species of Union concern. Official Journal of the European Union L 189: 4. ↩ ↩²

5. Luneva, N. N.; Konechnaya, G. Yu.; Smekalova, T. N.; Chukhina, I. G. (2018). “On status of Heracleum sosnowskyi Manden. on the territory of Russian Federation”. Vestnik Zashchity Rastenii. 3 (97): 10–15. doi:10.31993/2308-6459-2018-3(97)-10-15. ↩ ↩² ↩³

6. Rosselkhoznadzor (14 July 2023). “Borshchevik Sosnovskogo: kak borot’sya s neopravdavshim doveriya silosnym chudom”. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩²

7. International Plant Names Index. Heracleum sosnowskyi Manden., Zametki Sist. Geogr. Rast. 12: 17 (1944); author records for Mandenova and Sosnowsky. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩²

8. EPPO Global Database. “Heracleum sosnowskyi: datasheet”. Retrieved 26 September 2026. ↩

9. Schelkunov, M. I.; Shtratnikova, V. Yu.; Klepikova, A. V.; et al. (2024). “The genome of the toxic invasive species Heracleum sosnowskyi carries an increased number of genes despite absence of recent whole-genome duplications”. The Plant Journal. 117 (2): 449–463. doi:10.1111/tpj.16500. ↩

10. Shadrin, D.; Dalke, I.; Zakhozhiy, I.; Shilnikov, D.; Kozhin, M.; Chadin, I. (2023). “Heracleum sosnowskyi or Heracleum mantegazzianum? DNA-based identification of invasive hogweeds (Apiaceae) in two key regions of the species’ invasion history in the territory of the former Soviet Union”. Research Square (preprint). doi:10.21203/rs.3.rs-3296382/v1. ↩ ↩² ↩³ ↩⁴

11. Shadrin, D. M.; Dalke, I. V.; Zakhozhiy, I. G.; et al. (2024). “DNA barcode marker analysis of Heracleum sosnowskyi Manden. and Heracleum mantegazzianum Sommier & Levier (Apiaceae) from European Russia”. Russian Journal of Biological Invasions. 15 (3): 416–431. doi:10.1134/S2075111724700309. ↩

12. Osipova, E. S.; Gladkov, E. A.; Tereshonok, D. V. (2026). “Heracleum sosnowskyi Manden. in the context of sustainable development: an aggressive invasive species with potential for utilisation in the extraction of furanocoumarins and essential oils”. Journal of Xenobiotics. 16 (1): 6. doi:10.3390/jox16010006. ↩ ↩²

13. Krivosheina, M. G.; Ozerova, N. A. (2019). “Introduction of Sosnowsky’s hogweed as a cause of landscape transformation”. IOP Conference Series: Earth and Environmental Science. 350: 012013. doi:10.1088/1755-1315/350/1/012013. ↩

14. Latvian Ministry of Environment; Ministry of Agriculture; et al. (2007). Latvānis, tā izplatības ierobežošana. Informatīvs materiāls [Hogweed and restricting its spread]. Riga. ↩ ↩²

15. Dalke, I. V.; Chadin, I. F.; Zakhozhiy, I. G. (2018). “Control of Sosnowskyi’s hogweed (Heracleum sosnowskyi Manden.) invasion on the territory of the Russian Federation”. Russian Journal of Biological Invasions. 9 (4): 331–344. doi:10.1134/S2075111718040045. ↩ ↩² ↩³

16. Tkachenko, K. G. (30 September 2020). “Borshchevik Sosnovskogo: rastenie-terminator ili kul’tura budushchego”. Kommersant Nauka. 24. ↩

17. Federal Law of the Russian Federation of 31 July 2025 No. 294-FZ “On amendments to the Land Code of the Russian Federation and certain legislative acts of the Russian Federation”. Official publication. ↩

18. Law of Moscow Oblast of 27 August 2018 No. 139/2018-OZ. Summary: Garant.ru. Retrieved 26 September 2026. ↩

19. Garant.ru (15 May 2025). “Fiksirovanny shtraf za nalichie na uchastke borshchevika vveli v Podmoskov’e”. Retrieved 26 September 2026. ↩

20. Cabinet of Ministers of Latvia, Order No. 426 of 6 June 2006, “Par Latvāņu izplatības ierobežošanas programmu 2006.–2012. gadam”. Latvijas Vēstnesis 90. likumi.lv. ↩

21. Cabinet of Ministers of Latvia, Regulation No. 559 of 14 July 2008, “Invazīvās augu sugas – Sosnovska latvāņa – izplatības ierobežošanas noteikumi”. likumi.lv. ↩

22. Estonian Environmental Board. “Hogweeds”. Loodusveeb. Retrieved 26 September 2026. ↩

23. Jodaugienė, D.; Marcinkevičienė, A.; Sinkevičienė, A. (2018). “Control of Heracleum sosnowskyi in Lithuania”. Julius-Kühn-Archiv. 458: 275–280. doi:10.5073/jka.2018.458.039. ↩

24. Commission Implementing Regulation (EU) 2017/1263 of 12 July 2017 updating the list of invasive alien species of Union concern. Official Journal of the European Union L 182: 37. ↩

25. Posner, L. (12 August 2020). “Can creativity kill the toxic plant known as Stalin’s Revenge?”. The Calvert Journal. Archived from the original. ↩ ↩²

26. Zeic, L. (2017). Stalin’s Revenge. Artist’s page, archived. ↩