Hogweed.org Encyklopædien, som alle kan luge

Art. 0001 Rev. 1917 Halvbeskyttet Fare: fototoksisk

Kæmpe-bjørneklo

Fra Hogweed.org, encyklopædien i fælleseje

Indhold
  1. Etymologi
  2. Beskrivelse
  3. Identifikation
  4. Livscyklus
  5. Reproduktion og spredning
  6. Indførelseshistorie
  7. Sundhedsfarer
  8. Økologisk påvirkning
  9. Bekæmpelse
  10. Retlig status
  11. I kulturen
  12. Se også
  13. Referencer

»Bjørneklo« omdirigerer hertil. For andre betydninger, se Bjørneklo (flertydig).

Denne artikel handler om de invasive kæmpe-bjørnekloer. For den hjemmehørende art fra enge og vejkanter, se Almindelig bjørneklo. For praktiske råd, se Bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo.

Denne artikels neutralitet er omstridt. Relevant diskussion kan findes på diskussionssiden. Fjern venligst ikke denne meddelelse, før betingelserne for det er opfyldt. (maj 2026)

Kæmpe-bjørneklo er fællesbetegnelsen for flere arter af meget høje, invasive blomsterplanter i slægten Heracleum af skærmplantefamilien, Apiaceae — først og fremmest Heracleum mantegazzianum, H. sosnowskyi og H. persicum.1 Hjemmehørende i Kaukasus og Sydvestasien blev de bragt til Europa i løbet af det nittende og tyvende århundrede, først som prydkuriositeter og senere som højtydende foder. Alle tre er undsluppet dyrkning og regnes nu blandt de mest problematiske invasive planter på den nordlige halvkugle.2

En udvokset plante kan nå 5 meter (16 fod) i højden, med en hul, purpurplettet stængel og en fladtoppet sammensat skærm op til 80 cm i tværmål.3 En enkelt plante spreder i gennemsnit omkring 20.000 frø, og undtagelsesvis mere end 46.000; topskærmen alene frembringer næsten halvdelen af dem.4 Frøene slår sig ned i jordens øverste lag, hvor de danner en frøbank, der overlever moderplanten.5

Saften indeholder furanocumariner, som gør huden akut lysfølsom. Selve kontakten er smertefri: skaden viser sig først, efter huden har været udsat for lys, typisk et døgn eller to senere, og mærkerne kan vare i måneder eller år.6 På grund af denne forsinkelse forbinder mange af de ramte ikke deres skader med planten.

Bekæmpelse er vanskelig og, når den udføres dårligt, kontraproduktiv. At skære eller slå uden at ødelægge roden dræber ikke planten; den gror igen fra knopper på rodhalsen og blomstrer igen, ofte med flere hoveder end før.78 Varig bekæmpelse behandler roden, fortsætter i flere sæsoner, indtil frøbanken er udtømt, og koordineres på tværs af enhver ejendom i det berørte vandopland.3

Etymologi

Det engelske navn hogweed blev fra i hvert fald begyndelsen af det attende århundrede anvendt på planter »ædt af svin, eller anset kun egnede til dem«; bladene af den hjemmehørende almindelige bjørneklo blev indsamlet som svinefoder.9 Slægtsnavnet Heracleum, udgivet af Linné i 1753, opfattes som regel som en henvisning til Herakles, selvom Linné selv forklarede det som en hyldest til Herakleides, Hippokrates’ far (se Heracleum).10 Hvis det er Herakles, er forbindelsen velvalgt: plantens reaktion på afskæring minder om Hydraen fra Lerna, som fik to hoveder for hvert ét, der blev fjernet (se hydra-effekt).

Artsepitetene hylder to mænd. Mantegazzianum blev givet af de florentinske botanikere Sommier og Levier, som bragte frø hjem fra Kaukasus i 1890, til deres ven Paolo Mantegazza (1831–1910), fysiolog og antropolog, som aldrig skrev om planten.11 Sosnowskyi hylder den kaukasiske botaniker Dmitrij Sosnovskij (se Rundlobet bjørneklo).

På russisk kaldes slægten borsjtjevik (борщевик) og på polsk barszcz; begge ord betegnede oprindeligt selve planten, som en tidlig form for borsjtj blev lavet af.12 I Polen blev en mælkesyrefermenteret suppe af almindelig bjørneklo, først registreret i 1595, spist i fasten af professorerne ved det Jagiellonske Universitet i Kraków. I det attende århundrede var den blevet en fattigmandsret, og rødbeden overtog både retten og dens navn.13

Beskrivelse

Plate II Sammensat skærm

Anatomien af den sammensatte skærm. Op til 150 stråler udspringer fra ét enkelt punkt øverst på stænglen; hver bærer en småskærm af små hvide blomster.

Kæmpe-bjørneklo er en monokarpisk flerårig plante. I flere år vokser den kun som en rosetplante af store blade, mens den opbygger reserver i en kraftig pælerod; derefter, i én enkelt sæson, frembringer den en blomsterstængel, sætter frø og dør.14

Stængel. Blomsterstænglen er som regel 2–4 m høj og undtagelsesvis 5 m, 5–10 cm og undtagelsesvis op til 15 cm i diameter ved basis,4 hul, ribbet og dækket af grove børster. Den er mærket med mørkt purpurfarvede pletter, eller er purpurfarvet hele vejen.3

Blade. De basale, eller radikale, blade er op til 3 m lange, dybt delt i tre til fem segmenter med skarpt tandede lapper. Blade højere på stænglen er mindre.

Blomsterstand. Den terminale skærm (topskærmen) er op til 80 cm i tværmål, og er blevet målt til 85 cm. Den består af 30 til 150 stråler, hver endende i en mindre skærm af hvide blomster, og er omgivet af satellitskærme på sidegrene, som blomstrer lidt senere.34 En plante bærer op til fire ordener af skærme, og jo lavere ordenen, desto mindre frø sætter den; se Skærm.

Frugt. Hver blomst giver en tør, flad frugt, som deler sig i to delfrugter, som regel kaldet frø, omkring 1 cm lange og mærket med iøjnefaldende, kølleformede oliekanaler (vittae).

Rod. Pæleroden er tyk og kødfuld. Skuddene opstår fra knopper på rodhalsen, ved eller lige under overfladen. Det, forbipasserende ser — stængel, blade og skærme — er kun den synlige overbygning: den fornyes hvert år fra basis.

Apikal dominans

Som hos de fleste planter undertrykker vækstspidsen udviklingen af sideknopper. Når topskærmen fjernes — dekapitering, i havebrugsmæssig forstand — frigøres sideknopperne og vokser ud, hvilket frembringer flere mindre skærme i dens sted. I et markstudie regenererede næsten halvdelen af alle planter, hvis skærme var blevet skåret helt af, i samme sæson, og skærme skåret på det tidlige frugtstadie og efterladt liggende på jorden modnede alligevel en femtedel af deres normale udbytte.8

Identifikation

De fleste høje skærmplanter er harmløse, og fejlbestemmelse er almindelig i begge retninger. Kæmpe-bjørneklo kendes hovedsageligt på sin størrelse.

Kæmpe-bjørneklo og dens almindelige forvekslingsarter
ArtHøjdeStængelSkærmFare
Heracleum mantegazzianum
kæmpe-bjørneklo		2–5 m5–10 cm, purpurplettet, børstetop til 80 cmalvorlig
Heracleum sosnowskyi
rundlobet bjørneklo		1,5–3 mpurpurplettet, ribbet30–50 cmalvorlig
Heracleum sphondylium
almindelig bjørneklo		op til 2 mhåret, grøn, af og til med et strejf af purpurop til 20 cmmild
Anthriscus sylvestris
vild kørvel		op til 1,5 mgrøn, hul, dunetop til 10 cmingen
Angelica sylvestris
skovkvan		op til 2 mglat, ofte med purpurskærop til 15 cmlet

Ved tvivl bør iagttagere ikke røre planten, bør fotografere den med en genstand som størrelsesmål, og bør indberette den til de lokale myndigheder.

Livscyklus

Fig. 1 Livscyklus

Livscyklussen for en monokarpisk flerårig plante. Cyklussen kan skrives S → P → S′, hvor det frembragte frø (S′) langt overstiger det frø, der satte den i gang (S).

Frø falder fra sidst på sommeren og fremefter. De er i dvale, når de falder, og spirer først efter en periode med kolde, fugtige forhold — stratifikation, leveret i naturen af vinteren; i laboratoriet er omkring to måneder ved 2–4 °C tilstrækkeligt.15 Spiring finder sted i det tidlige forår, ofte i meget høje tætheder.

I det invaderede område blomstrer de fleste planter i deres tredje eller fjerde år; på græsmark og i det hjemlige Kaukasus blomstrer de senere.7 Blomstring udskydes, ikke opgives, når forholdene er dårlige: en plante, der afgræsses, beskygges eller mangler næringsstoffer, venter blot og består som rosetplante på reserverne i sin rod.3 Det ældste registrerede individ blomstrede i en alder af tolv år, på en usædvanligt tør lokalitet.7 Blomstring er plantens højeste og sidste stadie: når den først er begyndt, dør planten ved sæsonens afslutning, selv hvis den skæres ned, og i et forsøg overlevede ingen af tyve skårne planter til året efter.16

Reproduktion og spredning

Kæmpe-bjørneklo formerer sig udelukkende ved frø. Topskærmen frembringer omkring 45 procent af en plantes frø, satellitskærmene 29 procent, og skærme på lavere grene det meste af resten.4 Det frø, der når jorden, danner en kortvarig, men rigelig frøbank, 95 procent af den i jordens øverste 5 cm.5 Omkring 9 procent af nedgravet frø overlever sit første år, 3 procent sit andet og 1 procent sit tredje;15 meget få overlever syv år.17

Vinden flytter det meste frø kun få meter: 60–90 procent lander inden for 4 m af moderplanten.3 Fremstillinger, der tilskriver plantens spredning vindens usynlige hånd, overvurderer dens rolle. Spredning over lange afstande er vandets værk — oversvømmelser fører frø kilometervis nedstrøms langs floder18 — og, frem for alt, menneskers, som flytter frø i jord, på dæk og slåmaskiner og i tørrede blomsterhoveder.3 Bevoksninger følger derfor handelens ruter: floder, veje og jernbaner.

I en veletableret bevoksning overstiger plantens reproduktive afkast konsekvent væksten i den vegetation, den fortrænger; når først r > g, bliver dominans selvforstærkende.[uddyb]

Indførelseshistorie

Fig. 2 Invaderet udbredelse i Europa

Hvor hver kæmpe-bjørneklo er den karakteristiske invasive art: # H. mantegazzianum, % H. sosnowskyi, @ H. persicum; + det naturlige udbredelsesområde i Kaukasus. Skematisk, efter land; efter EPPO og Jahodová et al.1

Storbritannien og Vesteuropa

H. mantegazzianum optræder på frølisten hos Royal Botanic Gardens, Kew, i 1817. Den blev beundret af det nittende århundredes havedyrkere for sin størrelse og plantet på godser og i parker; den første registrering af planten voksende vildt er fra 1828, ved Shelford i Cambridgeshire.3 I The Wild Garden (1870) anbefalede William Robinson den kæmpemæssige cow parsnip til frugtbar jord nær flodbredder, hvor end en slående virkning ønskedes på afstand.19 I udgaven fra 1883 rådede han til, at planterne, som selv sår sig, ikke burde få lov til at monopolisere jorden.20 Fra haverne fulgte den floderne ud i landskabet, og ved slutningen af det tyvende århundrede sad den langs vandløb i det meste af Storbritannien og store dele af Vest- og Centraleuropa.14

Sovjetunionen og efterfølgerstaterne

Hovedartikel: Rundlobet bjørneklo

H. sosnowskyi blev beskrevet fra Kaukasus af botanikeren I. P. Mandenova i 1944. Fra 1947 blev den afprøvet som ensilageafgrøde ved den polar-alpine botaniske have i Kirovsk, med frø indsamlet nær Nalchik, og den blev sidenhen fremmet for sin ekstraordinære produktivitet: mellem 1962 og 1966 blev omkring 5.500 kg frø af de nye ensilageplanter sendt til næsten 1.500 gårde.21 Dyrkningen ophørte i 1980’erne.22

Den afgørende udvidelse fulgte efter afslutningen af den kollektive forvaltning af jorden. Da kolkhozerne blev opløst i slutningen af 1980’erne og i 1990’erne, blev store landbrugsarealer opgivet, og planten spredte sig fra tidligere marker og ensilagegruber ind i enge, vejkanter og landsbyer i hele regionen.22 Genetisk analyse har siden antydet, at nogle af grundlægger-planterne i de sovjetiske forsøg faktisk var H. mantegazzianum.23 H. sosnowskyi blev slettet fra det russiske statslige register over forædlingsresultater i 2012, for at have mistet sin økonomiske nytte, og tilføjet til den nationale klassifikator for ukrudt i 2015.24

Skandinavien

Hovedartikel: Hårfrugtet bjørneklo

H. persicum blev indført til Norge som prydplante i 1830’erne. Den begyndte at sprede sig fra haver hen mod slutningen af det nittende århundrede og er i dag et velkendt syn i byerne i Nordnorge, hvor den er kendt som tromsøpalmen.25

Nordamerika

Kæmpe-bjørneklo blev indført til Nordamerika i begyndelsen af det tyvende århundrede som en havekuriositet, og var til stede i delstaten New York omkring 1917.26 Den er opført som et føderalt skadeligt ukrudt i USA.27

Sundhedsfarer

Fig. 3 Delfrugt, ×6

En delfrugt, der viser de kølleformede vittae. Saft findes i alle dele af planten, frøene inklusive.

Hovedartikel: Fytofotodermatit

Kæmpe-bjørneklos saft indeholder lineære furanocumariner, som binder sig til hudcellernes DNA, når de aktiveres af ultraviolet lys. Resultatet er en alvorlig forbrænding — fytofotodermatit — som først udvikler sig efter udsættelse for lys, typisk over 24 til 72 timer.6 Huden kan forblive mørkfarvet i måneder og lysfølsom i flere år.3 Saft i øjnene er et akut medicinsk tilfælde.

Børn er i særlig risiko: tiltrukket af plantens størrelse bruger de de hule stængler som pusterør eller kikkerter.3 At skære planten med en trimmer kaster saft hen over brugeren, en fare, der første gang blev beskrevet hos parkarbejdere som »trimmerudslæt«.28

Førstehjælp. Vask huden med det samme med sæbe og rigeligt koldt vand, hold området tildækket og væk fra sollys i mindst 48 timer, også på grå dage, og søg lægehjælp.6

Økologisk påvirkning

Kæmpe-bjørneklo danner tætte bevoksninger, hvor én enkelt art tager det meste af lyset. Dens blade folder sig tidligt ud og kaster dyb skygge: fem centimeter over jorden er andelen af dagslys i gennemsnit 56 procent lavere end på uinvaderet græsland.29 Invaderede parceller i Tjekkiet husede 40 procent færre plantearter end uinvaderede,30 og i en sammenligning af tilstødende parceller, omkring halvt så mange.31 Påstande om, at løvhanget gavner de planter, der vokser under det, er ikke blevet bekræftet; intet siver ned.[kilde mangler]

Skaden er ikke permanent. På græsarealer invaderet i op til 48 år havde hjemmehørende arter en tendens til at komme sig efter omkring 30 år, mens bjørneklo aftog, tilsyneladende undermineret af ændringer i sin egen jord (se Hypotesen om fjendeflugt).32 Når planterne visner om vinteren, rapporteres det, at de efterlader flodbredder bare og udsatte for erosion.33

Plantens nektar besøges af mange insekter, og nogle biavlere[hvem?] betragter fortsat arten som en nettogevinst for lokalsamfundet.[tvivlsomt – diskutér] I det tyvende århundredes Tyskland blev den udbredt som bitræplante, og bevidst udsåning fra biavlere forklarer formentlig dens optræden på afsidesliggende steder.34 En kortlægning af tyve tjekkiske lokaliteter fandt dens besøgende talrige, men fåtallige i art, domineret af en håndfuld generalistfluer og honningbien, og konkluderede, at planten ikke er en nødvendig ressource for lokale blomsterbesøgende (se Skærm § Bestøvning).35

Bekæmpelse

Hovedartikel: Bekæmpelse af kæmpe-bjørneklo

Metoder adskiller sig hovedsageligt i, om de ødelægger roden. Slåning, trimning og fjernelse af blomsterhoveder forhindrer i bedste fald frøsætning i én sæson og forlænger plantens levetid;8 at skære pæleroden over mindst 10 cm under jordoverfladen dræber den.3 Fordi frøbanken består i flere år, skal et program fortsætte, indtil ingen nye kimplanter dukker op, og fordi frø bevæger sig nedstrøms, skal det dække hele vandoplandet. Intet sikkert middel til biologisk bekæmpelse er fundet: en eftersøgning i plantens naturlige udbredelsesområde i Kaukasus fandt ingen naturlig fjende, der var specifik nok til at kunne udsættes.36

I Storbritannien er kæmpe-bjørneklo opført i Schedule 9 til Wildlife and Countryside Act 1981, som gør det strafbart at plante den eller på anden måde forårsage, at den vokser i naturen.37 I EU blev H. sosnowskyi og H. persicum sat på listen over invasive ikkehjemmehørende arter af EU-betydning i 2016,38 og H. mantegazzianum blev tilføjet i 2017.39 Opførte arter må ikke importeres, holdes, dyrkes eller sælges, og medlemsstaterne skal forvalte etablerede bestande. Siden 1. marts 2026 har russisk lov forpligtet jordejere til at udrydde farlige invasive planter opført af deres region, under trussel om at miste jorden.40

I kulturen

»The Return of the Giant Hogweed«, på Genesis-albummet Nursery Cryme (1971), fortæller om en victoriansk opdagelsesrejsende, der bringer planten fra Rusland til Kew; den slipper fri, breder sig og overlever ethvert forsøg på at udrydde den.41 Den er blevet forbundet med britiske pressereportager om børn forbrændt af planten i sommeren 1970.11 Albummet kom først på den britiske hitliste i 1974, på en 39.-plads.42 Standardmonografien om planten indleder ét af sine kapitler med et epigraf fra sangen.43

Se også

Footnotes

  1. Jahodová, Š.; Trybush, S.; Pyšek, P.; Wade, M.; Karp, A. (2007). “Invasive species of Heracleum in Europe: an insight into genetic relationships and invasion history”. Diversity and Distributions. 13 (1): 99–114. doi:10.1111/j.1366-9516.2006.00305.x. ↩ ↩2

  2. Pyšek, P.; Cock, M. J. W.; Nentwig, W.; Ravn, H. P., eds. (2007). Ecology and Management of Giant Hogweed (Heracleum mantegazzianum). Wallingford: CAB International. ISBN 978-1-84593-206-0. doi:10.1079/9781845932060.0000. ↩

  3. Nielsen, C.; Ravn, H. P.; Nentwig, W.; Wade, M., eds. (2005). The Giant Hogweed Best Practice Manual: Guidelines for the management and control of an invasive weed in Europe. Hørsholm: Forest & Landscape Denmark. ISBN 87-7903-209-5. ↩ ↩2 ↩3 ↩4 ↩5 ↩6 ↩7 ↩8 ↩9 ↩10 ↩11

  4. Perglová, I.; Pergl, J.; Pyšek, P. (2006). “Flowering phenology and reproductive effort of the invasive alien plant Heracleum mantegazzianum”. Preslia. 78: 265–285. ↩ ↩2 ↩3 ↩4

  5. Krinke, L.; Moravcová, L.; Pyšek, P.; Jarošík, V.; Pergl, J.; Perglová, I. (2005). “Seed bank of an invasive alien, Heracleum mantegazzianum, and its seasonal dynamics”. Seed Science Research. 15 (3): 239–248. ↩ ↩2

  6. New York State Department of Environmental Conservation. “Giant Hogweed”. Retrieved 26 September 2026. ↩ ↩2 ↩3

  7. Pergl, J.; Perglová, I.; Pyšek, P.; Dietz, H. (2006). “Population age structure and reproductive behavior of the monocarpic perennial Heracleum mantegazzianum (Apiaceae) in its native and invaded distribution ranges”. American Journal of Botany. 93 (7): 1018–1028. doi:10.3732/ajb.93.7.1018. ↩ ↩2 ↩3

  8. Pyšek, P.; Krinke, L.; Jarošík, V.; Perglová, I.; Pergl, J.; Moravcová, L. (2007). “Timing and extent of tissue removal affect reproduction characteristics of an invasive species Heracleum mantegazzianum”. Biological Invasions. 9 (3): 335–351. doi:10.1007/s10530-006-9038-0. ↩ ↩2 ↩3

  9. “hogweed”. Online Etymology Dictionary. Retrieved 26 September 2026. ↩

  10. Burkhardt, L. (2018). Verzeichnis eponymischer Pflanzennamen – Erweiterte Edition. Berlin: Botanic Garden and Botanical Museum Berlin. doi:10.3372/epolist2018. ↩

  11. Fagioli, S. (2024). “Mantegazza pop. Dall’Heracleum mantegazzianum di Sommier & Levier a The return of the Giant Hogweed dei Genesis e oltre”. Archivio per l’Antropologia e la Etnologia. 154: 83–97. doi:10.36253/aae-3089. ↩ ↩2

  12. Vasmer, M. Etymological Dictionary of the Russian Language, s.v. “борщ”. ↩

  13. Łuczaj, Ł.; Szymański, W. M. (2007). “Wild vascular plants gathered for consumption in the Polish countryside: a review”. Journal of Ethnobiology and Ethnomedicine. 3: 17. doi:10.1186/1746-4269-3-17. ↩

  14. Tiley, G. E. D.; Dodd, F. S.; Wade, P. M. (1996). “Biological Flora of the British Isles No. 190: Heracleum mantegazzianum Sommier & Levier”. Journal of Ecology. 84 (2): 297–319. doi:10.2307/2261365. ↩ ↩2

  15. Moravcová, L.; Pyšek, P.; Pergl, J.; Perglová, I.; Jarošík, V. (2006). “Seasonal pattern of germination and seed longevity in the invasive species Heracleum mantegazzianum”. Preslia. 78: 287–301. ↩ ↩2

  16. Pyšek, P.; Perglová, I.; Krinke, L.; Jarošík, V.; Pergl, J.; Moravcová, L. (2007). “Regeneration ability of Heracleum mantegazzianum and implications for control”. In Pyšek, P.; et al. (eds.). Ecology and Management of Giant Hogweed. Wallingford: CAB International. pp. 112–125. doi:10.1079/9781845932060.0112. ↩

  17. Moravcová, L.; Pyšek, P.; Krinke, L.; Müllerová, J.; Perglová, I.; Pergl, J. (2018). “Long-term survival in soil of seed of the invasive herbaceous plant Heracleum mantegazzianum”. Preslia. 90 (3): 225–234. ↩

  18. Trottier, N.; Groeneveld, E.; Lavoie, C. (2017). “Giant hogweed at its northern distribution limit in North America: experiments for a better understanding of its dispersal dynamics along rivers”. River Research and Applications. 33 (7): 1098–1106. doi:10.1002/rra.3149. ↩

  19. Robinson, W. (1870). The Wild Garden. London: John Murray. p. 78. ↩

  20. Robinson, W. (1883). The Wild Garden (new ed.). London: John Murray. ↩

  21. Shadrin, D.; Dalke, I.; Zakhozhiy, I.; et al. (2023). “Heracleum sosnowskyi or Heracleum mantegazzianum? DNA-based identification of invasive hogweeds (Apiaceae) in two key regions of the species’ invasion history in the territory of the former Soviet Union”. Research Square (preprint). doi:10.21203/rs.3.rs-3296382/v1. ↩

  22. Ozerova, N. A.; Krivosheina, M. G. (2018). “Patterns of secondary range formation for Heracleum sosnowskyi and H. mantegazzianum on the territory of Russia”. Russian Journal of Biological Invasions. 9: 155–162. doi:10.1134/S2075111718020091. ↩ ↩2

  23. Shadrin, D. M.; Dalke, I. V.; Zakhozhiy, I. G.; et al. (2024). “DNA barcode marker analysis of Heracleum sosnowskyi Manden. and Heracleum mantegazzianum Sommier & Levier (Apiaceae) from European Russia”. Russian Journal of Biological Invasions. 15 (3): 416–431. doi:10.1134/S2075111724700309. ↩

  24. Luneva, N. N.; Konechnaya, G. Yu.; Smekalova, T. N.; Chukhina, I. G. (2018). “On status of Heracleum sosnowskyi Manden. on the territory of Russian Federation”. Vestnik Zashchity Rastenii. 3 (97): 10–15. doi:10.31993/2308-6459-2018-3(97)-10-15. ↩

  25. Alm, T. (2013). “Ethnobotany of Heracleum persicum Desf. ex Fisch., an invasive species in Norway, or how plant names, uses, and other traditions evolve”. Journal of Ethnobiology and Ethnomedicine. 9: 42. doi:10.1186/1746-4269-9-42. ↩

  26. Gucker, C. L. (2009). “Heracleum mantegazzianum”. Fire Effects Information System. USDA Forest Service. doi:10.2737/feis-species-review-herman. ↩

  27. Code of Federal Regulations, title 7, § 360.200: Designation of noxious weeds. ↩

  28. Freeman, K.; Hubbard, H. C.; Warin, A. P. (1984). “Strimmer rash”. Contact Dermatitis. 10 (2): 117–118. doi:10.1111/j.1600-0536.1984.tb00357.x. ↩

  29. Jandová, K.; Klinerová, T.; Müllerová, J.; et al. (2014). “Long-term impact of Heracleum mantegazzianum invasion on soil chemical and biological characteristics”. Soil Biology and Biochemistry. 68: 270–278. doi:10.1016/j.soilbio.2013.10.014. ↩

  30. Pyšek, P.; Pyšek, A. (1995). “Invasion by Heracleum mantegazzianum in different habitats in the Czech Republic”. Journal of Vegetation Science. 6 (5): 711–718. doi:10.2307/3236442. ↩

  31. Hejda, M.; Pyšek, P.; Jarošík, V. (2009). “Impact of invasive plants on the species richness, diversity and composition of invaded communities”. Journal of Ecology. 97 (3): 393–403. doi:10.1111/j.1365-2745.2009.01480.x. ↩

  32. Dostál, P.; Müllerová, J.; Pyšek, P.; Pergl, J.; Klinerová, T. (2013). “The impact of an invasive plant changes over time”. Ecology Letters. 16 (10): 1277–1284. doi:10.1111/ele.12166. ↩

  33. Thiele, J.; Otte, A. (2007). “Impact of Heracleum mantegazzianum on invaded vegetation and human activities”. In Pyšek, P.; et al. (eds.). Ecology and Management of Giant Hogweed. Wallingford: CAB International. pp. 144–156. doi:10.1079/9781845932060.0144. ↩

  34. Thiele, J. (2007). Patterns and processes of Heracleum mantegazzianum invasion into German cultural landscapes on the local, landscape and regional scale. Doctoral dissertation. Giessen: Justus-Liebig-Universität. ↩

  35. Bogusch, P.; Vojtová, T.; Hadrava, J. (2023). “High abundance but low diversity of floral visitors on invasive Heracleum mantegazzianum (Apiaceae)”. NeoBiota. 86: 193–207. doi:10.3897/neobiota.86.100625. ↩

  36. European Commission, CORDIS. “Searching for effective biological control enemies for the giant hogweed”. Retrieved 26 September 2026. ↩

  37. Wildlife and Countryside Act 1981 (c. 69), s. 14 and Schedule 9. ↩

  38. Commission Implementing Regulation (EU) 2016/1141 of 13 July 2016. Official Journal of the European Union L 189: 4. ↩

  39. Commission Implementing Regulation (EU) 2017/1263 of 12 July 2017. Official Journal of the European Union L 182: 37. ↩

  40. Federal Law of the Russian Federation of 31 July 2025 No. 294-FZ “On amendments to the Land Code of the Russian Federation and certain legislative acts of the Russian Federation”. Official publication. ↩

  41. Genesis (1971). Nursery Cryme. Charisma Records. ↩

  42. Official Charts Company. “Nursery Cryme – Genesis”. Retrieved 26 September 2026. ↩

  43. Pyšek, P.; Müllerová, J.; Jarošík, V. (2007). “Historical dynamics of Heracleum mantegazzianum invasion at regional and local scales”. In Pyšek, P.; et al. (eds.). Ecology and Management of Giant Hogweed. Wallingford: CAB International. pp. 42–54. doi:10.1079/9781845932060.0042. ↩

Denne artikel er en oversættelse af den engelske artikel, revision 1917.

Kategorier

Vis kildetekst for Kæmpe-bjørneklo

Denne side er halvbeskyttet for at forhindre vedvarende forstyrrelse fra interessenter. Du kan se og kopiere kildeteksten til denne side, eller foreslå ændringer på diskussionssiden.

På andre sprog

Hogweed.org er i fælleseje på 4 sprog. Hver udgave er oversat fra den engelske.

English Giant hogweed
Português Branca-ursina-gigante
Nederlands Reuzenberenklauw
Dansk Kæmpe-bjørneklo